Dansk forretningsmand hjalp Britta Nielsen, imens hun var eftersøgt

16x9
Den danske forretningsmand Gunther Skarin reserverede og betalte for Britta Nielsens hotellejlighed. Foto: Phill Magakoe/Privatfoto / Ritzau Scanpix/Privatfoto

Britta Nielsen fik hjælp til at skaffe store kontantbeløb og en hotellejlighed af en dansk mand, da hun var eftersøgt.

5. november 2018 blev svindelsigtede Britta Nielsen anholdt i en hotellejlighed i Sydafrika. I lejligheden havde hun kontanter i lokal valuta for omkring 300.000 kroner.

På det tidspunkt var det lykkedes hende at undgå både politi og presse i over en måned.

TV 2 kan nu fortælle, at det blandt andet lykkedes med hjælp fra den 57-årige dansker Gunther Skarin, der både hjalp Britta Nielsen med kontanter og med et sted at opholde sig.

Det var Gunther Skarin, som lejede hotellejligheden i Weom Apartments i den dyre ende af Johannesburg, hvor Britta Nielsen blev anholdt.

Det dokumenterer en e-mail, som TV 2 er i besiddelse af.

En halv million i kontanter

Gunther Skarin, som har boet i Sydafrika siden 2011, hjalp ifølge dokumenter fra de sydafrikanske myndigheder og en sydafrikansk kilde også med at få omsat en halv million kroner af Britta Nielsens penge til kontanter.

Det hele skete, samtidig med at den 64-årige Britta Nielsen, der er mistænkt for at have svindlet sig til 111 millioner kroner gennem sit arbejde i Socialstyrelsen, var eftersøgt over hele verden af Interpol.

Jeg betalte de her mennesker for at hjælpe mig med at undgå den danske presse

Britta Nielsen

Gunther Skarin har fortalt til TV 2, at han ikke vidste, hvem der skulle have de mange kontanter.

Betaler for hotellet dagen inden

TV 2 ville også meget gerne høre Gunther Skarins forklaring på, hvorfor han lejede en hotellejlighed til Britta Nielsen, imens hun var eftersøgt. Den forklaring har han ikke ønsket at give.

Gunther Skarin har boet i Sydafrika siden 2011.
Gunther Skarin har boet i Sydafrika siden 2011. Foto: Privatfoto / Privatfoto

Ifølge personalet i lejlighedskomplekset ankom Gunther Skarin dagen inden Britta Nielsen – 3. november 2018.

Her betalte han Britta Nielsens hotellejlighed for en uge og fyldte køleskabet i lejligheden op.

4. november ankom Britta Nielsen til adressen. Morgenen efter blev hun anholdt.

Under en bunke chips i et rør gemte Britta Nielsen sine kreditkort. Her gør afrikanske myndigheder værdierne op.
Under en bunke chips i et rør gemte Britta Nielsen sine kreditkort. Her gør afrikanske myndigheder værdierne op. Foto: Jens Christoffersen / TV 2

Kilde: Pengene stammede fra Gunther Skarin

I forbindelse med anholdelsen konfiskerede de sydafrikanske myndigheder, hvad der svarer til omkring 300.000 danske kroner i den sydafrikanske valuta rand.

Pengene bliver talt op i videoen her.

Da Britta Nielsen blev anholdt på et hotel i Sydafrika havde hun, hvad der svarede til 320.000 kroner i kontanter.

En sydafrikansk forretningsmand, Gavin De Agrela, som TV 2 har talt med, fortæller, at kontanterne i Britta Nielsens lejlighed stammede fra Gunther Skarin.

- Det er mine penge

Ifølge Gavin De Agrela var pengene i Britta Nielsens lejlighed oprindeligt hans, men han videregav dem til Gunther Skarin få dage forinden.

Gavin De Agrela er sikker på, at han kan genkende pengebundterne i videoen, hvor politiet beslaglægger dem i Britta Nielsens lejlighed.

- Se på elastikkerne. Det er sådan, jeg pakker mine penge, siger Gavin De Agrela.

- Og det er min plasticpose. Den er fra supermarkedet Woolworth.

Den sydafrikanske forretningsmand Gavin De Agrela kan genkende pengebundterne, som Britta Nielsen blev anholdt med.
Den sydafrikanske forretningsmand Gavin De Agrela kan genkende pengebundterne, som Britta Nielsen blev anholdt med. Foto: Jens Christoffersen / TV 2

TV 2 kan efterfølgende ved selvsyn bekræfte, at Gavin De Agrelas måde at bundte sine sedler på matcher seddelbundterne fra Britta Nielsens anholdelse.

En halv million i kontanter

Gavin de Agrela fortæller, at han i mange år har stået for sikkerheden i det boligkompleks, hvor Gunter Skarin bor. Derfor kendte de hinanden overfladisk, da Gunther Skarin opsøgte Gavin De Agrela i oktober 2018.

- Han sagde, at hans ven havde brug for hjælp til at skaffe kontanter. Og jeg havde mange kontanter liggende, så jeg tænkte "fint", siger Gavin De Agrela til TV 2.

Gunther Skarin fik, hvad der svarer til en halv million kroner i kontanter.

Du har jo allerede skrevet til mig. Vi har ikke noget at snakke om. Alt det, I har skrevet til mig, det er rigeligt

Gunther Skarin

For en dansker lyder det mærkeligt, at man har så mange kontanter liggende. Er det normalt i Sydafrika?

- Hvis jeg skal købe en ny gaffeltruck til min virksomhed, kan jeg få den 20.000 rand billigere, hvis jeg kan betale i kontanter med det samme, siger Gavin De Agrela.

Han forklarer dog, at han i dette tilfælde gerne ville sætte kontanter ind på sin konto, og han kunne spare bankgebyret, når Gunther Skarin i stedet overførte Britta Nielsens penge og fik kontanter retur.

Gavin De Agrela afviser, at han selv har givet pengene til Britta Nielsen og hendes 38-årige søn, Jimmy Hayat, der er medsigtet i sagen.

- Jeg sværger ved mine børn. Jeg har aldrig nogensinde mødt dem eller haft noget at gøre med dem.

Betalte over 100.000 kroner til mellemmænd

Ifølge dokumenter fra de sydafrikanske myndigheder, som TV 2 er i besiddelse af, erkender Britta Nielsen at have betalt over 100.000 kroner til mellemmænd for at hjælpe hende i tiden, hvor hun var eftersøgt.

- Jeg betalte de her mennesker for at hjælpe mig med at undgå den danske presse, som forsøgte at finde mig til interview angående min påståede svindel i Danmark, lyder det i en erklæring, som Britta Nielsen har afgivet til myndighederne.

Pengene er ifølge hendes egen forklaring betaling for at arrangere overnatning og transport og for at få omsat en halv million kroner til kontanter.

Pengene kan spores til Danmark

Af dokumenterne fremgår det også, hvordan den halve million kroner er blevet ført igennem mange bankkonti, før Gavin de Agrela gav beløbet i kontanter til Gunther Skarin.

28. september overførte Britta Nielsen omkring 400.000 kroner fra sin danske konto til sin sydafrikanske konto.

Over de næste tre dage blev pengene overført til en anden sydafrikansk konto i hendes søn, 38-årige Jimmy Hayats navn. Han er medsigtet i sagen og mistænkt for groft hæleri, men nægter sig skyldig.

I slutningen af oktober blev pengene fra sønnens konto – og små 100.000 ekstra – overført til Gavin De Agrelas konto.

"Audi-manden"

Gunther Skarin har afgivet en vidneerklæring til de sydafrikanske myndigheder og har ifølge dokumenterne, som TV 2 har fået indsigt i, selv forklaret, at han havde kontakt med Gavin De Agrela og hentede en halv million kroner i kontanter hos ham.

Gunther Skarin afviser dog, at han vidste noget om Britta Nielsen eller hendes søn, da han arrangerede afhentningen af kontanterne. Ifølge hans forklaring gjorde han det på vegne af en anden dansker i Sydafrika, som Gunther Skarin kalder 'Audi-manden'.

TV 2 har flere gange været i kontakt med Gunther Skarin, hvor han har givet den samme version af historien. Han har ikke villet afsløre 'Audi-mandens' identitet over telefonen.

Aflyste aftaler

TV 2 har haft to aftaler med Gunther Skarin om at mødes i Johannesburg, så han kunne forklare, hvordan det hele hang sammen.

Gunther Skarin aflyste begge aftaler med henvisning til akut sygdom i den nærmeste familie.

Efterfølgende forsøgte TV 2 via beskeder at spørge Gunther Skarin, hvorfor han lejede den hotellejlighed, som Britta Nielsen blev anholdt i. Han har ikke svaret på beskederne.

Derfor opsøgte TV 2 ham på hans hjemmeadresse i Johannesburg, hvor han opholdt sig med sin kone, som bestrider en ledende stilling i det sydafrikanske politi.

TV 2 konfronterer danske Gunther Skarin i Sydafrika. Video: Anders Masannek

- Vi har ikke noget at snakke om

- Jeg skal ikke snakke med jer. Det er fint. I ved allerede meget mere, end jeg gør. Glem det, sagde Gunther Skarin til TV 2.

- Vi vil bare gerne stille dig nogle spørgsmål om et hotelophold.

- Du har jo allerede skrevet til mig. Vi har ikke noget at snakke om. Alt det, I har skrevet til mig, det er rigeligt.

- Men du skrev jo ikke tilbage?

- Nej!

Ingen kommentarer fra Bagmandspolitiet

Gavin De Agrela har både fået indefrosset sin konto og ransaget sit hjem. Han mener, at Gunther Skarin uretmæssigt har hevet ham ind i sagen.

- Han opfører sig som en anden konge. Som om intet var galt. Han rejser bare til Danmark, uden at der sker ham noget. Det forstår jeg ikke. Vi har sagt til politiet, at det er ham, de skal have fat i.

TV 2 har været i kontakt med Bagmandspolitiet i Danmark, men de ønsker ikke at svare på, om de har undersøgt Gunther Skarins rolle i sagen.