Lidelsen, der får mødre til at skade deres børn med vilje

En sjælden psykiatrisk lidelse var grunden til, at en kvinde i dag blev idømt fire års fængsel for at tappe sin søn for blod.

Hun lider af sygdommen Münchhausen by Proxy.

Sådan lød forklaringen i retten i Herning, hvor en 36-årig kvinde i dag blev idømt fire års fængsel for gennem en årrække at have udsat sin lille søn for fare ved at tappe ham for blod.

Sygdommen Münchhausen by Proxy er en sjælden lidelse, der kun er observeret 800 gange i hele verden siden 1965 – altså omkring 15 hvert år på verdensplan.

Herhjemme har vi kun set enkelte fortilfælde. I 1985, hvor en mor blev dømt for at have sprøjtet forurenet blomstervand ind i sin søns drop, og i 1990, hvor en anden mor blev dømt for at holde en plastikpose over hovedet på sin indlagte søn og næsten kvæle ham.

- Det er en meget sjælden psykiatrisk tilstand, hvor en person, der typisk har en forstyrret personlighed, bruger sit barn til at få opmærksomhed. I dette tilfælde tapper personen altså blod, og får derved barnet til at virke syg. Motivet er, at man gerne vil have opmærksomhed, og barnet underlagt forskellige undersøgelser, forklarer psykiater Henrik Day.

Den sjældne psykiske lidelse hænger ifølge børnepsykolog Merete Reimer Jensen ofte sammen med moderrollen:

- Det, at mødrene får opmærksomhed, er noget af billedet. Men der kan også være andre forklaringer, og vi ved ikke alt om det. En af forklaringerne kan også være, at det handler om det at være mor. Det er jo ikke tilfældigt, at det langt overvejende er mødre. Det er knyttet til nogle fundamentale forstyrrelser i det at være mor, forklarer Merete Reimer Jensen.

Børnepsykolog: Forstyrrelser i det at være mor

En anden ting, der er typisk for personer, der lider af Münchhausen by Proxy, er, at de tit har en sundhedsfaglig uddannelse og derfor med stor overbevisning kan beskrive symptomer og få undersøgelser og behandlinger af deres barn sat i gang.

I det aktuelle tilfælde var den dømte kvinde uddannet sygeplejerske og mor til tre.

Kvinden blev idømt en almindelig fængselsstraf, så retssystemet har altså ikke vurderet hende til at være sindssyg.

Psykiater Henrik Day
Psykiater Henrik Day Foto: TV 2

- Man er er klar over, hvad man har gjort. Man kan have en personlighedsmæssig afvigende adfærd, der gør, at man alligevel gør de her ting. Disse personer har så afvigende adfærd, at deres egne behov overtrumfer den logik, som du og jeg ville have, hvis det var vores børn. De er drevet af at få lægeundersøgelser og hospitalsindlæggelser. Fordi den lyst, man har til opmærksomhed, overtrumfer det, at man godt ved, at man skader sit barn, forklarer psykiater Henrik Day.

I den aktuelle sag bor drengen nu hos sin far og er fysisk kommet sig over de gentagne tapninger af blod. Men børnepsykolog Merete Reimer Jensen advarer om, at et barn, der har været offer for Münchhausen by Proxy har brug for massiv hjælp efterfølgende.

- Man ser ofte, at barnet faktisk samarbejder om mishandlingen. Alle børn er afhængige af deres mor, og de samarbejder omkring det her. Nogle gange fordi barnet oplever, at det er de situationer, hvor moderen er mest nærværende, forklarer hun.

- Efterfølgende er det vigtigt, at barnet er sikkert og har en god hverdag. Langt de fleste børn holder jo af deres mor, og det er en smertelig erkendelse, at ens mor ikke kan passe på én og har påført én skade.