Dreng udsat for systematisk blodtapning af sin mor - i dag falder dommen

16x9
Den tiltalte i Retten i Herning 28. januar 2019. Foto: Anne Gyrite Schütt / TV 2

Den 36-årige kvinde har erkendt, at hun har tappet blod fra sin søn under påvirkning af lidelsen Münchausen by Proxy.

Torsdag afsiger Retten i Herning dom i sagen mod en 36-årig kvinde, der er tiltalt for at have tappet sin søn for blod. 

Ifølge anklagen har hun hver uge tappet cirka 500 milliliter blod gennem et venekateter, som var indopereret i drengens bryst.

I samme periode har indlæggelser og blodtransfusioner været en fast del af sønnens liv. I alt har drengen fået 110 blodtransfusioner fra han var 11 måneder, til hans mor blev anholdt 25. september 2017, hvor han var seks år.

Moderen har erkendt sig delvist skyldig i anklagen og forklaret, at hun har gjort det under lidelsen Münchausen by Proxy. 

Münchausen by Proxy er en sjælden lidelse, hvor voksne - ofte mødre - fremprovokerer sygdomssymptomer hos deres børn eller andre for at få opmærksomhed. 

Tapning dokumenteret på video

Det var en indberetning til Ringkøbing-Skjern Kommune 14. juni 2017, der startede sagen mod den nu 36-årige kvinde. Lægerne, der havde undersøgt ham gennem de mange år fik mistanke om, at drengens meget lave blodprocent kunne skyldes, at moderen tappede ham for blod, og de gjorde kommunen opmærksom på det. 

Indberetningen fik kommunen til at kontakte Midt- og Vestjyllands Politi, som satte overvågning op i kvindens hjem.

21. september 2017 så de med på videoovervågningen fra nabohuset, mens hun tappede blod op i ni sprøjter af 20 milliliter gennem sønnens venekateter, som han havde fået indopereret i brystet, da han var blot et halvt år gammel. Det samme gjorde hun dagen efter.

Efter at have rådført sig med læger for at sikre, det ikke bragte drengen i livsfare, lod politiet tapningen foregå endnu en gang, mens de sad klar i nabohuset. På den måde kunne de pågribe moderen lige efter en blodtapning og inden, hun nåede at skille sig af med blodet.

Det gjorde de 25. september klokken 07.50, efter hun havde fyldt syv sprøjter med sin søns blod. 

Politiet har i alt tre optagelser af, at den nu 36-årige tapper blod fra sin søn. En af dem er blevet vist i fulde længde på 10 minutter i Retten i Herning som dokumentation.

- Havde det ikke sådan, at det var min skyld, han var syg

Ifølge anklagemyndigheden har blodtapningerne fundet sted siden drengen var 11 måneder gammel og dermed over en periode på fem år. Men den 36-årige erkender kun at have gjort det i en periode på to-tre år. Hvornår og hvorfor, hun begyndte på det, kunne hun ikke forklare. 

- Det var ikke en beslutning, jeg lige tog. Jeg ved ikke, hvornår jeg startede med at gøre noget, jeg ikke måtte. Det skete gradvist. Jeg skyllede blodet ud i toilettet, og sprøjterne røg i skraldespanden, forklarede hun.

- Men hvorfor gjorde du det? spurgte anklager Pia Koudahl. 

- Jeg ville ønske, jeg kunne svare dig, men det kan jeg ikke. Jeg ville ønske, jeg kunne, sagde kvinden.

Anklageren spurgte ind til den 36-åriges interesse i at fortælle om sin søns sygdomsforløb i pressen og på sociale medier. 

- Jeg ville gerne dele hans historie. Jeg tror, jeg følte, at det hjalp os. Et opråb. Man kan føle sig lidt alene. Både som enlig mor, men også med et sygt barn, forklarede moren.

- Men det var jo dig, der var skyld i, at han var syg, konstaterede Pia Koudahl. Til det svarede hun: 

- Det er det, der gør det hele så mærkeligt, det giver jeg dig ret i. Det er dybt mærkeligt, men jeg havde det ikke sådan, at det var min skyld, at han var syg.

Indberetning til kommunen i 2014

Drengens faster har også vidnet i retssagen. Her forklarede hun, at hun og hendes mand i 2014 underrettede Ringkøbing-Skjern Kommune anonymt om, at den 36-årige kvinde muligvis led af Münchausen by Proxy. 

- Det var min mand, der ringede til kommunen. Vi var bekymrede for, at de børn ikke fik nok eller det rigtige at spise. De fik at vide, at de ikke skulle spise for meget, for så blev de dårlige. Når der kom sukker på bordet, måtte de gerne.

- I underretningen sagde vi konkret, at vi var bekymrede for, at hun led af Münchausen by Proxy, og at hun skadede sine børn. Det er svært at lave en underretning på nogen, der trods alt er i ens familie. Vi ville gøre noget for at redde de børn, sagde hun. 

Ringkøbing-Skjern Kommune afviser, at den i 2014 blev kontaktet af familie til den nu tiltalte kvinde.

- Hvis vi havde modtaget sådan en telefonopringning, så ville der ligge et notat. Det ville være højest usædvanligt, hvis det ikke skete, siger børne- og familiechef i kommunen Claus Friis Lange til Ritzau.

Fasteren fastholder dog over for TV 2, at hun og manden lavede en underretning. 

Bagud på fysikken, men ellers sund og rask

Drengen er i dag syv et halvt år og bor hos sin far sammen med sine to søskende. Hans blodprocent steg hurtigt i tiden efter anholdelsen og er i dag helt normal. 

- Han har det godt. Han er kommet bagud på sin fysik. Løb, gang og cykling er han langt bagud med. Men sprogligt og fagligt svarer han til sin alder. På alle mulige måder er han rask og sund. Alle undersøgelser på sygehuset er stoppet, sagde faren, da han afgav sin forklaring. 

Han blev skilt fra den 36-årige kvinde i sommeren 2016.

Allerede på førstedagen erkendte kvinden sig delvist skyldig. Og under sin procedure argumenterede forsvareren for, at hun kun er skyldig i den milde voldsparagraf, der giver op til tre års fængsel.

- Kvinden har et behov for at få en identitet som en god mor, der passer godt på sit syge barn. Der, hvor filmen knækker, er, at hun selv gør barnet sygt. Når kvinden har taget blod ud af venekateteret, ved vi, at det ikke har givet nogen fysisk smerte. De ti minutter har drengen ikke haft nogen smerter, forklarede hendes forsvarer under sin procedure.

Anklageren vil have hende kendt skyldig i den hårde voldsparagraf, der kan give op til 10 års fængsel.

- Hun har været klar over, hvad hun gjorde, og hvornår hun gjorde det. Det var meningen, at drengen skulle indlægges og undersøges, og at hun kunne lægge fotos og fortællinger op, så hun kunne få den opmærksomhed, der følger med at have et sygt barn. Det viser kynisme, og at hun har forsæt til at bringe sønnen i den tilstand, sagde anklager Pia Koudahl under sin procedure. 

Torsdag klokken 10.00 falder skyldskendelsen ved Retten i Herning. Derefter skal begge parter procedere for, hvor lang straffen skal være. Den endelige dom falder formentlig i løbet af eftermiddagen.  

Se mere i mini-dokumentaren om sagen på TV 2 PLAY.