Stor slange-razzia på Sjælland: 45 af verdens giftigste slanger beslaglagt

16x9
Politiet har beslaglagt 45 giftslange på Sjælland. Blandt andet klapperslanger, som kan ses her på billedet. Foto: Todd Korol / Scanpix Denmark

Fire mænd er blevet sigtet for at være i besiddelse af 45 giftige slanger.

Da politiet fra fire kredse i en koordineret aktion ransagede fem adresser på Sjælland, gjorde de nogle opsigtsvækkende fund.

De fandt 45 slanger, som ikke bare var almindelige slanger, men ulovlige giftslanger.

Slangerne var af typerne taipan-, gabon- og klapperslanger, og de er alle ulovlige, da det ifølge dyreværnslovens paragraf 10 er forbudt ”at holde dyr, der kan frembyde fare eller skabe frygt”.

Fire krybdyrsinteresserede mænd er blevet sigtet for at holde giftslangerne, og de kan, hvis de bliver dømt, se frem til en klækkelige bøde. 

Ifølge politikommissær Jeff Kongedam kendte de fire personer hinanden fra en gruppe på et socialt medie. 

- De har været interesserede i slanger og krybdyr og har chattet om de giftige slanger i en gruppe på nettet. Det blev opdaget og anmeldt, hvorefter vi slog til, siger Jeff Kongedam til TV 2.

Umiddelbart vurderer politikommissæren, at slangerne ikke var købt med henblik på videresalg. Det handlede om ren og skær interesse for de giftige dyr, som politiet fik hjælp til at indsamle af dyrlæger og slangekyndige.

Giftigste i verden

Det var der i dén grad behov for. Tapian-slangen er eksempelvis en af de giftigste slanger, der findes. Den lever i Australien og Ny Guinea og kan blive op til tre meter lang.

Gabon-slangen lever i Afrikas regnskove og savanner, den har de længste hugtænder og kan prale af den største giftmængde af alle giftslanger.

Sådan ser en taipan-slange ud.
Sådan ser en taipan-slange ud. Foto: Judith Martin / Scanpix Denmark

Der blev fundet og beslaglagt fire slanger i Rødovre, 29 i Rødby, to i Nakskov, 10 i Roskilde, mens en ransagning i Svinninge var uden resultat. Slangerne er nu flyttet over til Vissenbjerg Terrarie, der kan håndtere de giftige slanger.

- De har styr på at håndtere dem. Der er ikke noget i vejen for at have giftslanger, hvis man har tilladelse til dem og kan håndtere dem. Det havde de sigtede personer ikke, siger Jeff Kongedam.