Statsadvokat kræver strengere straf for aktiv dødshjælp

16x9
Den pensionerede overlæge Svend Lings blev i byretten idømt fire måneders betinget fængsel for medvirken til selvmord. Foto: Sonny Munk Carlsen / Scanpix Denmark

Den pensionerede læge Svend Lings skal straffes med et års fængsel. Sådan lyder kravet fra anklager, der kalder sagen for den groveste, han kender.

Hvor tæt må man være på en person, der begår selvmord, før det er strafbart? Det er omdrejningspunktet i retssagen mod de tidligere læger Svend Lings og Frits Schjøtt, der onsdag afgøres i Østre Landsret i Odense.

- Man må gerne selv begå selvmord. Det er lovligt i Danmark. Men det er strafbart, hvis man medvirker til, at andre begår selvmord, indleder senioranklager ved Statsadvokaten i Viborg Jesper Rubow sin afsluttende procedure.

På deres pladser overfor anklageren følger de tiltalte læger opmærksomt med. 83-årige Frits Schjøtt har allerede i byretten tilstået det ene forhold om forsøg på medvirken til selvmord, han var tiltalt for, mens 77-årige Svend Lings fortsat nægter, at han har gjort noget ulovligt.

Mener, loven er forkert

Han bestrider ikke, at han har givet medicin og råd til personer, der har begået selvmord - men han mener ikke, han skal straffes, da han ikke finder, han har begået noget ulovligt.

- Det handler også om ytringsfrihed, har han tidligere sagt.

Svend Lings blev i byretten kendt skyldig i medvirken til forsøg på et selvmord, der mislykkedes, samt medvirken til et, der lykkedes. Han blev idømt 40 dages betinget fængsel, mens Frits Schjøtt blev idømt 10 dages betinget fængsel.

Begge domme er gjort betinget med en prøvetid på et år på grund af lægernes alder og personlige forhold. Anklagemyndigheden har anket dommene til skærpelse, mens Svend Lings har anket for frifindelse.

Debat om aktivt selvmord blandet ind i retssag

På grund af sagens karakter har begge lægerne mistet deres bestalling, men også efter fratagelsen har Svend Lings været meget synlig i debatten om retten til aktivt selvmord. Blandt andet har han medvirket i TV 2-dokumentaren 'Jørgen vil dø', der handler om en kendt brilledesigner, som efter en hjerneblødning ønskede at dø.

En dokumentarudsendelse, der er afspillet i retten som en del af sagens beviser - også selvom byretten i første omgang frifandt Svend Lings for dette ene forhold, da retten ikke fandt det bevist, at brilledesigneren Jørgen Vesterby døde af selvmord som følge af den medicin, Svend Lings anskaffede.

- Den her sag handler om jura og beviser, den handler ikke om aktiv dødshjælp eller politik, procederer anklager Jesper Rubow.

I sidste ende handler retssagen om Straffelovens paragraf 240, der hedder:

Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

- Det er sagens kerne og det, I skal tage stilling til, siger anklageren og holder en lille pause, mens han lader blikket glide henover de tre juridiske dommere og de tre lægdommere.

Den groveste sag

Og straffen skal være højere, end både den straf, lægerne fik i byretten, og de domme, der tidligere er faldet i sager om aktivt selvmord i Danmark, mener anklageren.

Domme, der typisk er endt med 14 dages fængsel - men det er i sager, hvor der har været et personligt bånd eller et familieforhold mellem den, der døde, og den, der hjalp.

I denne sag mener anklageren, at det er en skærpende omstændighed, at lægerne blandt andet har hjulpet personer, de aldrig har mødt.

- Vi skal et helt andet sted hen, end den praksis der trods alt er på området, siger anklageren.

- Her synes jeg, vi har det klareste forsæt, jeg nogensinde har set i en straffesag, siger anklageren og henviser til slutningen af endnu en tv-dokumentar, der ligeledes er vist i retten.

Her er tv-holdet til stede, da Svend Lings finder ud af, han er tiltalt for brud på Straffeloven.

- Stopper I så nu? spørger journalisten.

- Nej nej nej, vi fortsætter så godt, vi kan, gengiver anklageren Svend Lings ord.

Igen ser han på dommerne og lægger vægt på de næste ord:

- Selvom man får taget sin autorisation, så får man andre til at skaffe pillerne. Selvom man bliver tiltalt, så fortsætter man, siger anklageren.

Overlevede selvmordsforsøg - har det godt i dag

Endelig henviser han til et nyt vidne, der afgav sin forklaring i landsretten. En mand, der kontaktede Svend Lings, fordi han var blevet syg og ønskede at dø. 

Manden fortalte, han opsøgte Svend Lings efter at have set hans hjemmeside og fik råd og vejledning, hvorefter han forsøgte at begå selvmord ved at opløse piller i et glas vand. Men pillerne smagte grimt, og han opgav at drikke den dræbende væske. I stedet satte han glasset i køleskabet - og drak det aldrig.

Senere fik han den rigtige behandling og har det i dag godt. Han er glad for at leve, selvom han stadig går ind for aktiv dødshjælp.

- Kontakten foregår via telefon, via mails. Det understreger vilkårligheden. Det, synes jeg, er et skærpende element, siger anklageren.

Han mener, at Svend Lings har rådgivet og hjulpet mennesker, han ikke kendte eller undersøgte. At det hele var meget hurtigt og overfladisk. I dette tilfælde mislykkedes selvmordsforsøget, men at manden, der i dag har det godt, overlevede, kalder anklageren for rent held.

- Der er så mange skærpende omstændigheder i den her sag, at lejet for hvert forhold bør ligge i nærheden af fire års fængsel. Det betyder, at Frits Schjøtt ligger til fire måneders fængsel, mens Svend Lings ligger til et års fængsel, procederer anklageren.

Krav om frifindelse

Efter en kort pause, hvor de to læger har tid til at tale med pårørende og andre støtter, der er mødt op i retten, er det forsvarer Hanne Rahbæks tur til at procedere for, at Svend Lings enten skal frifindes eller tildeles en mildere straf.

På ét punkt er hun enig med anklageren:

- Problemstillinger om retten til at tage sit eget liv bliver ikke mindre af, at vi lever længere og længere. Men jeg er enig med anklageren i, at det ikke er de etiske spørgsmål, vi skal behandle her, indleder Hanne Rahbæk sin procedure.

Hun lægger vægt på andre ord i lovgivningen end anklageren, og hun fremhæver, at man også kan læse paragrafferne, som om man skal være fysisk til stede, hvis man skal straffes for medvirken.

Et spørgsmål om ytringsfrihed

Og så gentager hun én af de pointer, Svend Lings er kommet med igen og igen:

- Jeg har ikke sagt mere, end det man kan læse sig til, og jeg har min ytringsfrihed, der er beskyttet af menneskerettighedskommissionen, gengiver Hanne Rahbæk sin klients standpunkt.

Desuden har Straffelovsrådet set nærmere på retsudviklingen på området, siger Hanne Rahbæk.

Og heraf fremgår det, at retsudviklingen bevæger sig hen mod, at det i højere grad er op til den enkelte at beslutte, om man vil leve eller dø. 

- Svend Lings har aldrig overtalt nogen til at begå selvmord, siger Hanne Rahbæk.

- Endelig er det min opfattelse, at Svend Lings har smurt ekstra på, når han er blevet udspurgt af pressen. Han har haft et ønske om at holde liv i debatten, siger forsvareren.

Inden retten trak sig tilbage for at votere, fik de tiltalte muligheden for et sidste ord. Den mulighed tog Svend Lings.

- Jeg vil gerne fremsætte en kort lægmandsbetragtning, sagde han:

- Ifølge menneskerettighedsdomstolen er det en menneskeret at begå selvmord. Hvis jeg har overtrådt en lovparagraf, der i mine øjne er inhuman, og som en meget stor del af befolkningen er imod, så mener jeg, at det er lovgiverne og loven, der er noget galt med. Lovens håndhævelse må være i overensstemmelse med befolkningens holdning.

Østre Landsret afsiger dom senere onsdag. 

Artiklen opdateres...