Planlagde terror med 17.460 tændstikker og fyrværkeri i Danmark - nu begynder retssagen

I dag begynder en terrorsag i Københavns byret, hvor ingredienserne er 17.460 tændstikker, fyrværkeri, knive og batterier.

Det er en sag med flere implicerede. Syrere, der henholdsvis bor i Sverige og Tyskland. Og en ukendt og uidentificeret medgerningsmand.

Sagen begyndte med en anholdelse af en dengang 21-årig syrer, der 19. november 2016 forsøgte at komme til Danmark med færgen fra den tyske by Puttgarden. Han blev imidlertid afvist af de danske myndigheder, fordi han ikke havde gyldig rejselegitimation, og han blev sendt retur til Tyskland, hvor han dagen efter - altså 20. november - blev anholdt på et asylcenter. I en rygsæk fandt det tyske politi 17.460 tændstikker, 17 batterier, fyrværkeri, to lange køkkenknive og seks walkie-talkier - noget, som de danske myndigheder også havde opdaget, da han forsøgte at rejse ind i Danmark.

17.460 tændstikker

Dieab Khadigah blev idømt seks et halvt års fængsel ved retten i Ravensburg i det sydlige Tyskland 12. juli 2017 for at ville begå et bombeangreb i Danmark, hvor så mange som muligt skulle dræbes.

Den unge syrer erkendte, at han skulle bringe bombematerialet til Danmark, hvor han havde to kontaktpersoner. Den ene med et svensk telefonnummer, den anden skulle han levere materialet til på Københavns Hovedbanegård; en sympatisør for terrororganisationen Islamisk Stat (IS), som han havde fået kontakt til gennem syreren i Sverige.

Selvom han forsøgte at overbevise dommerne om, at han bare var kurer, var de tyske dommere ikke i tvivl. De mente, at den unge syrer, der var kommet til Tyskland i sommeren 2015, ville begå et terrorangreb mod et indkøbscenter, en banegård eller en gågade i Danmark. Det blev altså takseret til seks et halvt års fængsel.

Blot fem måneder efter den unge syrer fik sin fængselsstraf, fandt endnu en anholdelse sted. Denne gang i Danmark, fordi Danmark ifølge de tyske dommere var målet for de 17.460 tændstikker, fyrværkeri, knive og batterier.

Dansk anholdelse

22. december 2017 blev en dengang 30-årig syrer, der boede i Sverige, anholdt. Han har siden været varetægtsfængslet. Mistænkt for at ville angribe tilfældelige i København med knive og våben.

Det er ikke første gang, syreren er i politiets søgelys. Tidligere har det dog været i vores naboland Sverige. Her var den nu 31-årige syrer tiltalt for i oktober 2016 at have kastet brandbomber mod et shiitisk kulturcenter. Et angreb, myndighederne betegnede som terror, og som terrororganisationen IS efterfølgende tog ansvaret for.

Ville begå "jihad" i Europa

Han blev frikendt i sagen, men undervejs kom det frem, at han på sin beslaglagte computer havde et baggrundsbillede med flaget fra IS. I en chat med et familiemedlem skrev han ligeledes: ”Jeg vil dø martyrdøden".

Det viser retsbogen fra Malmø Tingsret. Her kom det også frem, at han i en chatsamtale med sin mor havde skrevet, at han var i Europa for at udøve ”jihad”. Og han skrev: ”Vi skal dræbe hele verden, til Gud bliver styrket 100 procent".

I retten forklarede han, at når han talte om jihad, handlede det om, at han ville samle tøj ind til befolkningen i Syrien. Og når han sagde, "vi skal dræbe", er "vi" det syriske folk, der er i oprør, og ikke terrororganisationen IS.

Den 31-årige syrer er tiltalt efter straffelovens paragraf 114 – terrorparagraffen, der kan give fængsel op til livstid.

Sagen bliver behandlet som nævningesag med tre juridiske dommere og seks nævninge. Der er afsat otte dage til behandling af sagen. Afgørelsen i sagen falder formentlig 5. marts.