Mistænkt seriekrænker på cykel anholdt

16x9
I alle tilfældene er en mand kommet cyklende bagfra og befølt kvinderne. (Arkivfoto) Foto: Arif Ali / Ritzau Scanpix

Adskillige kvinder er siden december blevet gramset på bagdelen af en cyklende mand i Esbjerg.

Sagen om en mulig seriekrænker i Esbjerg kan være opklaret, skriver JydskeVestkysten.

Ifølge avisen anholdt politiet en 32-årig mand søndag aften efter en ny episode, hvor en kvinde blev befølt på bagdelen af en cyklende mand.

Kvinden kunne forklare politiet, i hvilken retning manden var kørt, og her traf betjente den 32-årige, som blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse.

Han blev foruden søndagens episode også sigtet for et tilfælde af blufærdighedskrænkelse lørdag, hvor en kvinde blev strøget ned ad ryggen og befamlet på bagdelen.

Kan stå bag omkring 20 sager

Syd- og Sønderjyllands Politi går nu i gang med at undersøge, om den anholdte kan sættes i forbindelse med de seneste måneders mange lignende episoder.

Siden december har politiet fået i omegnen af 20 anmeldelser om sager, hvor en mand på cykel har kørt op til en kvinde bagfra og befamlet hende på bagdelen.

Politiet har tidligere forklaret til TV SYD, at alle kvinderne har beskrevet manden ud fra samme signalement, og at de derfor har grund til at tro, at samme mand står bag alle tilfælde.

I den forbindelse beskrev politiet den mistænkte seriekrænker som en 30-35 årig mand af anden etnisk udseende end dansk. Ifølge signalementet taler han forståeligt dansk, men med tydelig accent.