Kay Bojesen Abe på 30 kilo stjålet fra museum

16x9
En 30 kilo tung abe af Kay Bojesen blev i 2016 vurderet til 250.000 kroner af Lauritz.com. Arkivfoto. Foto: Lauritz.com

Museum har også fået stjålet et værk af Marco Evaristti.

Trapholt Museum ved Kolding har to gange inden for en måned haft indbrud, hvor der er stjålet værker af to af Danmarks mest kendte kunstnere.

Natten til 10. december brød flere gerningsmænd ind på museet og stjal blandt andet en 30 kilo tung Kay Bojesen Abe.

Cirka tre minutter inde i det nye år var der igen indbrud på museet. Denne gang stjal tyvene værket ’Rolexgate’ af Marco Evaristti.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Guld og diamanter

Evaristtis værk forestiller indgangen til koncentrationslejren Auschwitz. Det er blandt andet lavet af guld og diamanter, og der er et Rolex-ur indstøbt i toppen.

Politiet mener, der formentlig har været to gerningsmænd om at stjæle ’Rolexgate’, og at de måske er cyklet til gerningsstedet.

Marco Evaristtis Rolexgate udstillet i 2010.
Marco Evaristtis Rolexgate udstillet i 2010. Foto: Liselotte Sabroe / Liselotte Sabroe/Scanpix

Politiet vil gerne høre fra folk, der har været i området ved Trapholt omkring de to gerningstidspunkter eller har kendskab til, hvor de markante tyvekoster er.

- Det kan ikke udelukkes, at der er tale om de samme gerningsmænd til begge indbrud, skriver politiet.

Trapholt Museum har i øjeblikket en udstilling med Kay Bojesen, der ifølge museet er den største og mest omfattende nogensinde med den berømte kunsthåndværker.

Guldtænder fra Auschwitz

Kay Bojesen, der levede fra 1886 til 1958, var i sin tid i lære som sølvsmed hos Georg Jensen. I dag kender mange ham især for hans ikoniske trælegetøj, ikke mindst hans abe, der blev skabt i 1951 og i dag hænger i mange danske stuer.

Det er dog ikke mange eksemplarer, der er lavet i kæmpestørrelse. Lauritz.com havde i 2016 en 30 kilo tung abe på auktion med en vurderingspris på 250.000 kroner.

Chilensk-fødte Marco Evaristti provokerede i 2010 med værket 'Rolexgate', fordi det indeholder omsmeltede guldtænder, som kunstneren havde købt af en sælger ved Auschwitz.

Marco Evaristtis berygtede installation 'Helena'.
Marco Evaristtis berygtede installation 'Helena'. Foto: Palle Hedemann / SCANPIX NORDFOTO

Han har ofte provokeret med sine værker, ikke mindst de berømte guldfisk i blendere. En installation, der indeholdt levende fisk i blendere, som var tilsluttet strøm, så publikum kunne starte dem. Det værk var også udstillet på Trapholt Museum, da det blev landskendt i 2000.