Ekspolitiker Per Zeidler tiltalt i rufferisag

16x9
Efter at have været sigtet i over et år er der nu en tiltale mod Per Zeidler. Foto: TV 2 ØSTJYLLAND

Politiker nægter sig skyldig, oplyser hans advokat. Anklageskriftet er endnu ikke offentliggjort.

Østjyllands Politi har rejst tiltale mod den tidligere lokalpolitiker Per Zeidler. Han har været sigtet for rufferi siden kommunalvalget i 2017.

Zeidlers advokat, Henrik Garlik Jensen, bekræfter over for Ritzau, at der er rejst tiltale i sagen. Han vil dog ikke gå i detaljer med, hvad tiltalen går ud på.

- Jeg kan bekræfte, at der er rejst tiltale og oplyse, at min klient nægter sig skyldig, siger Henrik Garlik Jensen.

Østjyllands Politi bekræfter desuden tiltalen over for TV 2, men heller ikke her kan det oplyses, hvad tiltalen konkret indeholder. Der er endnu ikke berammet retsdage i sagen.

Detaljerne i sagen fremgår af sagens anklageskrift. Det har Ritzau søgt aktindsigt i hos Østjyllands Politi, men det er endnu ikke modtaget.

Karriere styrtede sammen

Per Zeidlers politiske karriere kollapsede op til kommunalvalget i efteråret 2017, da Aarhus Stiftstidende afdækkede hans indblanding i såkaldte gangbang-arrangementer.

I første omgang var problemet, at Zeidler skulkede fra et møde i kommunens familieudvalg for at tage til gangbang i et forsamlingshus i landsbyen Ammitsbøl.

Siden blev sagen meldt til Østjyllands Politi, og Per Zeidler blev sigtet for rufferi.

Det samme gjorde en anden mand - også han er ifølge Ritzaus oplysninger tiltalt i sagen.

Stod muligvis bag sexarrangementer

Sagen trak overskrifter op mod valget, som Per Zeidler valgte at trække sig fra, ligesom han også sygemeldte sig fra byrådet i Syddjurs Kommune, indtil det nye byråd tog over.

Sagen går ud på, at Per Zeidler skulle have transporteret unge kvinder til og fra sex-arrangementer. Desuden er der tvivl om, hvorvidt han er arrangør af dem, og hvis det er tilfældet, og han har tjent penge på det, så kan en dom for rufferi i yderste konsekvens resultere i fire års fængsel.

Der er tale om rufferi, når man stiller en anden persons seksuelle ydelser til rådighed mod betaling. Per Zeidler har tidligere over for Aarhus Stiftstidende afvist, at han er arrangør eller kunde ved sexarrangementerne.