Jysk garde bestjålet år efter år: - Tyvene har ligget og ventet

Pengene skulle blandt andet være brugt på nye uniformer til gardens børn og unge.

Hvert år samler Den Sønderjyske Garde gamle juletræer ind i Aabenraa og omegn. 

Som en tak vedhæfter borgerne poser med små donationer til garden på træerne.

Men i år er mange af donationerne i byen blevet stjålet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. 

- Borgerne er blevet opfordret til at vente med at sætte juletræerne ud til klokken 8.30 i morges, da man har været opmærksom på risikoen ved det. Alligevel har vi fået flere meldinger om, at træerne er blevet rippet for penge, siger Ivan Goher Jensen, som er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

De har stjålet mange poser i centrum af byen, så vi er ret sikre på, at de har ligget og ventet

Jacob Gejl Christensen, formand for Den Sønderjyske Garde

Politiet er ikke klar over, hvor mange penge det i alt drejer sig om. Den Sønderjyske Garde har opfordret til, at man giver donationer på 25 kroner. 

- Men vi ved, at mange har lagt endnu flere penge i poserne, fordi de gerne vil donere ekstra til garden, siger Ivan Goher Jensen. 

Ikke første gang, garden bliver bestjålet

Formanden for Den Sønderjyske Garde, Jacob Gejl Christensen, ærgrer sig over situationen, som han kalder for "meget træls". 

Det er dog langt fra første gang, at garden oplever tyveri under den årlige indsamling, fortæller han. 

- Vi oplever det faktisk hvert eneste år. I nogle tilfælde er der tale om drengestreger, hvor der bliver stjålet et par poser, men denne gang er det mere organiseret. De har stjålet mange poser i centrum af byen, så vi er ret sikre på, at de har ligget og ventet på at kunne tage dem, siger Jacob Gejl Christensen. 

Penge skulle bruges på uniformer

Han vurderer, at der denne gang er blevet stjålet for mere end 1500 kroner. 

- Det lyder måske ikke af mange penge, men de indgår i finansiering af hatte, instrumenter og uniformer, så det er vigtige penge for os, siger han og fortæller, at han selv er ude og samle de gamle juletræer ind. 

Den Sønderjyske Garde er nu ved at undersøge, om de fremadrettet kan indsamle donationerne på alternativer måder, oplyser Jacob Gejl Christensen:

I over 20 år har Den Sønderjyske Garde samlet juletræer ind i Aabenraa om omegn.
I over 20 år har Den Sønderjyske Garde samlet juletræer ind i Aabenraa om omegn. Foto: René Carstensen / Den Sønderjyske Garde

- Det er allerede muligt at donere til os via MobilePay, men det er lidt af et hestearbejde, hvis vi fremadrettet får alle donationerne ind på den måde, så det skal vi have kigget på. 

Politiet håber, at opmærksomme borgere i byen kan hjælpe med at finde frem til tyven. Har man set noget i forbindelse med træerne lørdag morgen, kan politiet derfor kontaktes på telefon 1-1-4.

Den Sønderjyske Garde blev stiftet i Gråsten i oktober 1982, men flyttede i 1996 til Aabenraa. Orkesteret, som består af børn og unge, har spillet ved flere kongelige begivenheder. Seneste ved Prins Joachim og Prinsesse Maries bryllup i Møgeltønder. 

Tidligere oplyste Syd- og Sønderjyllands Politi, at der var tale om Den Sønderjyske Pigegarde. Dette er nu rettet.