Beredskabet melder om farlig tendens - raketter affyret direkte mod altaner

16x9
Fyrværkeriet blev ikke kun skudt op i luften nytårsaften. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Flere lejligheder beskadiget nytårsnat.

Flere steder nytårsnat blev fyrværkeriet brugt som skyts mod bygninger.

- Vi har desværre i år oplevet en stigende tendens til, at man skyder fyrværkeri mod bygninger, oplyser Ole Simonsen, operationschef ved Hovedstadens Beredskab.

Raket gået gennem rude

Særligt har episoderne fundet sted på Nørrebro i København. Her har der været tre episoder, hvor der er gået ild i lejligheder, oplyser Hovedstadens Beredskab til TV 2.

Typisk er der sket det, at en raket er blevet affyret mod en altan. Derefter er der gået ild på altanen, som så har spredt sig ind i lejligheden. Nogle steder har det endda spredt sig videre til nabolejligheden.

Et enkelt sted er en raket også gået igennem en rude til en lejlighed.

- Vi kan ikke med sikkerhed sige, at der bevist er blevet skudt mod lejlighederne, men noget tyder på det. Det er meget uforsvarligt og har medført skader på flere lejligheder, hvor der ligeså godt kunne have befundet sig personer, siger vagthavende operationschef Kristian Næsted.

Brandfolk beskudt 

Hændelserne har ikke forårsaget personskader, men lejlighederne har fået alvorlige skader.

Nytårsaften blev fyrværkeriet også antændt i retning mod beredskabets personale, når de rykkede ud til hændelser. Her var der dog heller ingen, der kom til skade.

Hovedstadens Beredskab har registreret 11 af disse hændelser, som blandt andet fandt sted i Albertslund.

I alt har der været 505 udrykninger nytårsaften.