19-årig dræbt med kniv - nu efterlyser politiet vidner

En person blev anholdt, men er løsladt igen.

En yngre mand er blevet dræbt ved et knivstikkeri på åben gade nytårsnat i København. Det bekræfter Københavns Politi over for TV 2.

Han blev 19 år, oplyser politiet tirsdag eftermiddag. Hans pårørende er underrettet.

Knivstikkeriet fandt sted i området omkring Gothersgade og Borgergade. Yderligere tre personer blev såret ved episoden. De er alle 20 år, og de er meldt uden for livsfare.

Sådan skete knivstikkeriet
Sådan skete knivstikkeriet Foto: Københavns Politi / Københavns Politi

Efterlyser vidner

I en pressemeddelelse onsdag eftermiddag efterlyser Københavns Politi vidner til knivstikkeriet.

Politiet vil gerne tale med personer, der var til stede ved krydset mellem Gothersgade og Borgergade omkring klokken 4.00 nytårsnat, og man beder dem om at henvende sig på 114.

- På det tidspunkt opstår højlydte der uoverensstemmelser mellem to grupper unge mænd, hvilket fører til knivdrab på en 19-årig mand. Tre af hans venner, alle 20 år gamle, bliver såret i samme angreb. De er alle uden for livsfare, skriver Københavns Politi.

- De unge mænd har først befundet sig foran 7-Eleven i Gothersgade, hvor de kommer op og skændes højlydt. De bevæger sig så et kort stykke ind i Borgergade, hvor selve knivoverfaldet sker foran en restaurant i nummer 2, skriver politiet.

Københavns Politi vil gerne tale med alle, der har befundet sig i området og kan have set noget – både skænderiet og selve overfaldet.

- Der var rigtig mange mennesker på gaden på det tidspunkt, og vi håber meget, at vi i dag kan komme i kontakt med nogle af dem, der ikke har set nyheder i går, siger leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet, Brian Belling ifølge pressemeddelelsen.

Fem 20-årige såret

Politiet fik anmeldelsen om kniv stikkeriet klokken 04.12 nytårsmorgen.

Kort forinden, klokken 04.06, havde politiet fået en anmeldelse om endnu et knivstikkeri kort derfra, ved Hauser Plads og Kultorvet. Her blev to mænd stukket med kniv, da en mindre gruppe unge mænd stødte sammen. De sårede er 20 år, og begge er meldt uden for livsfare.

På det tidspunkt kunne politiet ikke sige, om de to episoder hang sammen. Men efterforskningen har vist, at der ikke var sammenhæng, oplyser vicepolitiinspektør Knud Hvass i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

Politiet er talstærkt til stede i indre by efter meldinger om to knivstikkerier. Video: Kasper Søgaard Alstrup

- Det tyder på at være uoverensstemmelser mellem diskoteksgæster, som udvikler sig og fører til denne tragiske hændelse. Vi er stadig i fuld gang med efterforskningen og vil meget gerne tale med alle, der har været til stede eller ved noget om, hvad der er sket, siger Knud Hvass.

En anholdt

En mand, der opførte sig mistænkeligt, blev efter knivstikkeriet anholdt ved Gothersgade og Borgergade. Personen blev dog ikke sigtet i sagen.

- Det er for tidligt at sige noget nærmere om den persons rolle, det er vi i færd med at få overblik over, sagde Knud Hvass.

Tirsdag aften oplyser politiet på Twitter, at den anholdte er løsladt uden sigtelse. Efterforskningen har vist, at personen ikke havde noget med episoderne at gøre.

Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på, at knivstikkerierne var banderelateret, oplyser politiet, som søger vidner til de to episoder. Vidner kan henvende sig på telefonnummer 114.

Politiets arbejde i Indre By betød, at der i nat i lidt over en time ikke standsede metrotog ved Nørreport Station. Klokken 06.37 oplyste Metroselskabet, at metroen igen kørte som normalt.