Næsten 750 juleindbrud – se hvor tyvene har slået til

Sidste år lå det tilsvarende tal på 815 indbrud i juleperioden.

Traditionen tro får mange danske hjem ubudne gæster i juletiden. Men tallet er heldigvis dalende, hvis man sammenligner med sidste år.

Det viser Rigspolititets landsdækkende indbrudstal, som er blevet offentliggjort torsdag formiddag.

Indtil videre har 744 danskere anmeldt, at de har haft indbrud i perioden fra den 20. december og frem til og med den 27. december.

Det er 71 færre end samme periode sidste år, hvor politiet fik 815 anmeldelser.

Folk bedre til at holde øje

Politiet forklarer faldet med, at folk generelt er blevet mere bevidste om, hvad man selv kan gøre for at holde øje med sin egen bolig og lokalområdet generelt.

Men det er muligvis for tidligt at glæde sig. For ifølge politiet kan årene ikke umiddelbart sammenlignes, da helligdagene ligger forskelligt fra år til år.

Desuden viser erfaringen, at antallet af anmeldte indbrud stiger i juledagene og dagene efter, når folk kommer hjem fra juleferie.

Værst er det gået ud over Fyn, hvor politiet har fået 112 anmeldelser, mens bornholmerne ind til videre er gået fri. Her har politiet nemlig ikke fået en eneste anmeldelse.

Samtidig ser det ud som om, at det særligt er den 25. december, at tyvene slår til. Her blev der anmeldt 223 indbrud.

Se hvordan juleindbrud fordeler sig på landsplan

Indbrud i perioden 20.-27. december 2018