Danske turister advares efter drab på dansk kvinde i Marokko

Rejsevejledning til Marokko er opdateret efter dobbeltdrab med advarsel om at trekke uden en lokal guide.

Udenrigsministeriets Borgerservice advarer danske turister mod at trekke på egen hånd i bjergområder i Marokko.

Borgerservice har opdateret rejsevejledningen til Marokko med advarslen. Det sker, efter at en dansk og en norsk kvinde er fundet dræbt i et populært vandreområde i det nordafrikanske land.

- Tag ikke alene på trekkingture i bjergområderne i Marokko, herunder på Mount Toubkal. Du bør kun anvende anerkendte trekkingfirmaer og guider med lokalkendskab og overveje muligheden for at trekke i en større gruppe, lyder det.

Nordmand mødte de to kvinder

Marokko er et populært rejsemål for både danske og udenlandske turister.

En af dem er Mikael Jacobsen Vang fra Norge, som mødte de to kvinder, inden de blev fundet døde i bjergområdet 10 kilometer fra turistbyen Imlil.

- Jeg hilste kort, og de præsenterede sig for mig som Maren og Louisa og sagde, de var på tur, siger han i et interview med TV 2 Norge.

Han var selv på en guidet tur med ni andre europæere, da han mødte de to kvinder i området, som ifølge ham rejste alene.

- Det virkede, som om de havde styr på situationen. 

Selv er Mikael Jacobsen Vang meget chokeret over situationen.

- Det er helt absurd. Der var ikke noget, der kunne tyde på, at det var utrygt, siger han.

- Man skal være opmærksom på sin personlige sikkerhed

Det danske udenrigsministerium slår fast, at selv om langt de fleste danskere ingen problemer har under deres besøg, er der grund til at udvise ekstra forsigtighed i landet.

Der er på nuværende tidspunkt ikke planer om at ændre på sikkerhedsniveauet for rejser til Marokko, oplyser Borgerservice.

- Rejsevejledningen gør allerede opmærksom på, at man i Marokko skal være opmærksom på sin personlige sikkerhed på grund af risikoen for kriminalitet og terror, skriver Borgerservice i en kommentar.

- Når der sker voldsomme hændelser i et land, ser vi altid på behovet for at opdatere teksten. I dette tilfælde har vi tilføjet en opfordring om, at man ikke bør trekke alene i bjergområderne i Marokko, lyder det.