Kanonslag eksploderede i bil: 29-årig mand slemt forbrændt

16x9
Det var et hjemmelavet kanonslag, der var skyld i ulykken. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi / TV 2

Det var manden selv, der tændte kanonslaget inde i bilen.

En 29-årig mand fra Vojens er blevet fløjet til Rigshospitalet med slemme forbrændinger søndag formiddag.

Manden fik forbrændingerne, efter et kanonslag eksploderede i en bil, hvor manden befandt sig som passager. I bilen var den 29-åriges kammerat også til stede som fører af bilen.

- Det, der sker, er, at den 29-årige sætter ild i i kanonslaget, og det går af med det samme, så der går ild i bilen, oplyser Ole Aamand, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV 2.

Slemme forbrændinger

Hvorfor kanonslaget blev tændt inde i bilen, ved politiet ikke på nuværende tidspunkt.

- Vi ved ikke, om det var meningen, at det skulle kastes ud af vinduet, eller hvad der skulle ske med det, siger vagtchefen.

Chaufføren af bilen er uskadt, mens den 29-årige, der altså tændte kanonslaget, blev hastet til behandling.

- Vi kan endnu ikke sige noget om hans tilstand andet, end han har slemme forbrændinger, oplyser Ole Aamand fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Søndag eftermiddag oplyser politiet på Twitter, at efterforskningen har vist, at der var tale om et hjemmelavet kanonslag. De er ved at undersøge det nærmere.