Ung mand dømt for dødbringende MDMA-drik

Fire måneders betinget fængsel, lyder dommen.

En 18-årig mand straffes med fire måneders betinget fængsel for at have givet en sodavand med stoffet MDMA til en 16-årig kammerat, som døde efter at have drukket af flasken. 

Retten i Næstved finder det bevist, at den 18-årige mand er skyldig i uagtsomt manddrab. Omvendt afviser dommeren og de to domsmænd påstanden om, at den tiltalte burde have indset, at kammeraten risikerede at dø. 

Derfor frifindes han for anklagen om forsætlig fareforvoldelse. 

Et gram MDMA i en Faxe Kondi

Hvad er MDMA

  • MDMA er også kendt som Ecstasy og er et amfetamin-lignende stof. 
  • Virkningerne indtræder gradvis efter 30 minutter og rusen varer typisk fire til seks timer.
  • Men MDMA kan have alvorlige bivirkninger og dette stof, som er i omløb, er særdeles stærkt.
  • Det er solgt som krystaller og sniffes.

    Kilde: Politiet og Sundhed.dk

Det var om aftenen 26. oktober i år, at den 16-årige Marcus Christensen og en gruppe kammerater var samlet hos den nu dømte i hans lejlighed i Dianalund. 

Til at hjælpe stemningen på vej havde gruppen skaffet rigeligt med stoffer, og på et tidspunkt blandede den 18-årige vært knap et gram MDMA i en Faxe Kondi-flaske. Særligt Marcus Christensen drak af flasken, og ud på aftenen fik han det dårligt. Han blev bleg, stiv og begyndte at ryste.

Klokken 01.46 trak han vejret for sidste gang.

Dømt men færdig med at afsone

Under retssagen erkendte den 18-årige, at der var tale om en usædvanligt stærk blanding.

Det kom også frem, at Marcus Christensen kun en enkelt gang tidligere havde prøvet det farlige stof. 

Den tiltalte har siddet fængslet siden 27. oktober. I forlængelse af onsdagens dom kan han forlade retten som en fri mand. Den betingede fængselsstraf indebærer, at den 18-årige skal udføre 100 timers samfundstjeneste. 

Far stod frem

Dagen efter at Marcus Christensen var afgået ved døden, stod hans far, Kim, frem på TV 2 og fortalte om den sorg, der havde ramt ham.

- Jeg har mistet min søn, Marcus Christensen, 16 år gammel, der skulle eksperimentere lidt med lidt hash og mdma, sagde Kim Christensen med en stemme, der flere gange er ved at knække over.

- Jeg får et opkald i nat, hvor de fortæller, at han ligger død inde på Rigshospitalet af en overdosis, sagde Kim Christensen, inden han kom med et budskab til forældre og unge landet over:

- Jeg kan kun appellere til forældre og især alle vores kære unge mennesker her i byen: Hold jer for helvede væk, langt væk fra alt det forpulede lort. Selvom det bare starter med hash. Jeg kan jo se, hvor hurtigt det udvikler sig. Fordi de lige skal prøve noget andet for sjov. Men der er sgu ikke noget sjovt i det her.

Anden sag på et år

Det er mindre end et år siden, at en anden dreng på Sydsjælland døde efter at have indtaget MDMA.

Dengang - i februar 2018 - var offeret en blot 15-årig dreng fra Haslev. Efterfølgende blev en 17-årig dreng dømt for uagtsomt manddrab ved Retten i Næstved for at have solgt stoffet til den afdøde og hans jævnaldrende kammerat. I den sag lød straffen på et halvt års betinget fængsel.