Niårig dreng død af kvæstelser efter ulykke

16x9
Her ses den 24-årige mands bil. Den lettiske statsborger er sigtet for uagtsomt manddrab, efter han påkørte en anden bil bagfra og dræbte en kvinde og et syvårigt barn. Foto: Morten Stricker / Ritzau Scanpix

En mand er varetægtsfængslet, sigtet for uagtsomt manddrab og spirituskørsel.

En niårig dreng er mandag død af sine kvæstelser efter en ulykke ved Hodsager mellem Holstebro og Herning søndag.

Ulykken skete søndag formiddag, hvor en 41-årig kvinde med tre børn i bilen holdt stille for at svinge til venstre, da de blev påkørt bagfra af en 24-årig lettisk mand.

Kvinden og en syvårig pige mistede livet på stedet i sammenstødet, der var så voldsomt, at deres bil blev slynget af vejen.

Alkohol i blodet

Manden blev mandag varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør i Retten i Herning. Han er sigtet for uagtsomt manddrab og spirituskørsel. Manden nægter sig skyldig og har kæret varetægtsfængslingen.

Vidner havde forud for ulykken set en bil tilsvarende mandens, der kørte hasarderet og med høj fart.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at manden umiddelbart efter ulykken blev testet positiv for at have alkohol i blodet. Det endelige svar på testen var dog endnu ikke klar under mandagens grundlovsforhør.

Tomme øldåser

Anklager Iben Holm fortalte også, at der blev fundet flere tomme øldåser i den 24-åriges bil.

Ifølge anklageren har manden tidligere fået frakendt kørekortet for spirituskørsel i sit hjemland.

Manden afviste dog nogensinde at have haft et kørekort. Han forklarede selv, at bilen pludselig var foran ham, og at det var umuligt for ham at undvige sammenstødet. Han nægter også at have indtaget alkohol søndag morgen.