Mand varetægtsfængslet for dobbeltdrab

16x9
Politiets kriminalteknikere ankommer. En mand og en kvinde blev søndag d. 9/12 knivdræbt på en ejendom i Helnæs på Fyn. En mand er anholdt i forbindelse med drabet. Helnæs, mandag d. 10/12 2018.. (Foto: Carsten Bundgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Carsten Bundgaard / Ritzau Scanpix

Den 74-årige kvinde, der blev dræbt af flere knivstik på Helnæs, boede sammen med en nu varetægtsfængslet mand.

Den 43-årige mand, der i går blev anholdt i forbindelse med, at en kvinde og en mand blev fundet døde på en gård på halvøen Helnæs sydvest for Fyn, er blevet varetægtsfængslet frem til 7. januar.

Det har Retten i Odense afgjort mandag eftermiddag skriver TV 2 Fyn.

Anklageren i sagen havde krævet den sigtede mand varetægtsfængslet i surrogat.

Stukket ihjel med flere knivstik

Den 74-årige kvinde og den 37-årige mand blev begge stukket ihjel med adskillige knivstik og fundet på gårdspladsen med svære knivlæsioner, oplyste Fyns Politi søndag.

Da politiet ankom til gerningsstedet udførte de livreddende førstehjælp, men forgæves. 

De to ofre blev fundet på halvøen Helnæs klokken 15.11. Kort efter anholdt politiet den 43-årige.

Under dagens retsmøde i Odense kom det ifølge den sigtede mand frem, at det var en kontrovers omkring levering af brænde til gården, der var årsag til knivstikkeriet.

Den 43-årige mand forklarede blandt andet, at han stak den 37-årige mand 15 gange i ryggen

Boede sammen

Den dræbte 74-årige kvinde boede sammen med den sigtede mand, der var logerende hos hende.

De tre personer er ikke i familie med hinanden.

Den 43-årige mand blev efter anholdelsen afhørt to gange i løbet af søndagen.