16-årig døde af ét gram mdma i sodavand - 18-årig nægter sig skyldig

Om 16-årige Marcus vidste, at han drak sodavand med mdma i, vil blive et tema i retssagen, siger anklager.

Natten til 27. oktober i år afgik 16-årige Marcus Christensen ved døden efter en overdosis af det euforiserende stof mdma.

Nogle timer forinden havde han drukket en sodavand, hvor ét gram af stoffet var blandet op. 

Det var ifølge anklagemyndigheden ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi en 18-årig mand, som blandede drikken og gav den til Marcus Christensen.

Detaljerne om, hvordan den 18-årige angiveligt fremstillede den dødelige drik og gav den til Marcus Christensen, fremgår af sagens anklageskrift.

Om den 16-årige vidste, hvad der var i den livsfarlige sodavand, kan specialanklager Skipper Falsted ikke udtale sig om.

- Jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt Marcus Christensen var klar over, hvad han indtog. Men det kan komme frem undervejs i retssagen. Det kan være, at vennerne kan gøre os klogere på forløbet, siger Skipper Falsted til TV 2.

Mdma kommer typisk i krystaller, man både kan indtage oralt og via næsen.
Mdma kommer typisk i krystaller, man både kan indtage oralt og via næsen. Foto: Victor De Schwanberg / Scanpix

- Jeg kan kun sige, at det vil blive et af bevistemaerne, når sagen kommer for retten, siger Skipper Falsted til Ritzau.

 Den 18-åriges forsvarer, advokat Jens Iversen, oplyser til nyhedsbureauet Ritzau tirsdag, at hans klient nægter sig skyldig i den alvorligste del af tiltalen. 

- Han kan erkende besiddelse og videreoverdragelse af mdma, men nægter sig i øvrigt skyldig, siger Jens Iversen.

Blev dårlig efter at have drukket sodavanden

Ifølge anklageskriftet var klokken cirka 22.00 fredag 26. oktober, da Marcus Christensen fik sodavandsflasken af den 18-årige.

Efter at have drukket noget af indholdet blev han dårlig.

Hvad er MDMA

  • MDMA er også kendt som Ecstasy og er et amfetamin-lignende stof. 
  • Virkningerne indtræder gradvis efter 30 minutter og rusen varer typisk fire til seks timer.
  • Men MDMA kan have alvorlige bivirkninger og dette stof, som er i omløb, er særdeles stærkt.
  • Det er solgt som krystaller og sniffes.

    Kilde: Politiet og Sundhed.dk

Og klokken 01.46 natten til lørdag 27. oktober blev han erklæret død.

Mdma kan være kamufleret i pilleform, men kommer oftest i rene krystaller, som man kan indtage oralt eller ved at sniffe det. Ifølge Netdoktor.dk kan en ecstasy-pille indeholde 1-140 milligram mdma.

Og ét gram i en flaske sodavand er da heller ikke småting. Det fortæller alkolog og misbrugsbehandler Carl Christian Randow:

- Et gram er meget.

- Det problematiske er, at mdma er så ureguleret. Og der er stor forskel på, hvor erfaren du er. Men et kvart gram havde formentlig været rigeligt til at give ham en rus. Og måske endda mindre, siger Carl Christian Randow til TV 2.

Udover anklagen for uagtsomt manddrab er den 18-årige anklaget for at have været i besiddelse af ti gram af stoffet med henblik på salg. Den 18-årige sidder varetægtsfængslet i sagen. Sagen om uagtsomt manddrab kommer for Retten i Næstved 12. december.

Også en jævnaldrende mand sidder fængslet. Ham er der ikke rejst tiltalte imod, da anklagemyndigheden ikke har taget stilling til, hvad der skal ske. Den jævnaldrende er mistænkt for at have været en form for bagmand, som har leveret mdma til den 18-årige mand.

Men umiddelbart er han ikke sigtet for at være juridisk ansvarlig for Marcus Christensens død. Han er nemlig ikke sigtet for uagtsomt manddrab. Til gengæld er han sigtet for overtrædelse af straffelovens narkobestemmelse ved at have været i besiddelse af 40 gram mdma med henblik på salg.

Far stod frem

Bare nogle få timer efter at 16-årige Marcus Christensen afgik ved døden, stod hans far frem med en advarsel.

Kim Christensen mødte TV 2 i den vestsjællandske by Dianalund.

- Jeg har mistet min søn, Marcus Christensen, 16 år gammel, der skulle eksperimentere lidt med lidt hash og mdma, sagde han med en stemme, der flere gange var ved at knække over.

Men han trodsede sin sorg for at levere et budskab.

- Jeg kan kun appellere til forældre og især til alle vores kære unge mennesker her i byen: Hold jer for helvede væk, langt væk fra alt det forpulede lort. Selvom det bare starter med hash. Jeg kan jo se, hvor hurtigt det udvikler sig. Fordi de lige skal prøve noget andet for sjov. Men der er sgu ikke noget sjovt i det her.