22-årig frikendt for dødsliste - får otte års fængsel for drabsforsøg

Den nordjyske mand både bandt, truede og slog sin 24-årige kvindelige nabo i et overfald 2. januar i år.

En 22-årig mand er ved Retten i Aalborg frikendt for at have en dødsliste med navne på 16 personer, han efter planen enten ville forsøge at dræbe eller voldtage.

På baggrund af listen var han tiltalt for 16 drabsforsøg.

Manden blev dog kendt skyldig i forsøg på at dræbe og voldtage en 24-årig kvinde, som var hans nabo i et kollegiekompleks i Aalborg 2. januar i år.

Nævneningetinget i Aalborg har dømt den 22-årige mand til otte års fængsel for denne forbrydelse.

Den 24-årige kvindes navn var det 17. på listen.

Liste med 17 navne

Ifølge anklageskriftet var manden maskeret, da han trængte ind i den 24-årige kvindes lejlighed, hvor han blandt andet medbragte både en økse og strips.

Manden bandt, truede og slog kvinden og tog desuden kvælertag samt tvang en strømpe ind i munden på hende. Kvinden mistede bevidstheden, men formåede senere at flygte fra lejligheden og slå alarm til politiet.

I den 22-årige mands hjem fandt politiet en liste med 17 navngivne personer, herunder navnet på naboen og politidirektøren for Nordjyllands Politi.

Ifølge politiet havde manden til hensigt at dræbe eller voldtage personerne på listen.

Afviser dødsliste

Da sagen kom for retten 12. november, beskrev anklageren i sagen mandens samling af navne som en "dødsliste".

Denne formulering har mandens forsvarsadvokat, Charlotte Møller Larsen, nægtet at godtage.

- Der er ikke tale om en dødsliste. Der er tale om en liste med navne på personer, som min klient aldrig har haft til hensigt at dræbe eller seksuelt forulempe. Men i stedet at begå berigelseskriminalitet, sagde Charlotte Møller Larsen.

Chokeret over sin opførsel

I Retten i Aalborg har den 22-årige jurastuderende forklaret, at han havde oparbejdet en større gæld på grund af sit hashforbrug.

Derfor havde han besluttet at begå indbrud for at skaffe penge til at betale gælden, og de 17 navne på listen var de personer, han havde tænkt sig at begå indbrud hos.

I retten forklarede den 22-årige desuden, at han efter overfaldet på sin nabo gik tilbage til sin lejlighed og ventede på politiet.

Han indrømmede, at han var ked af episoden og chokeret over sin handling, da det ikke havde været hensigten at gøre hende fortræd.