49 anholdt i sag om moms- og skattesvig

Fire af de 49 anholdte har gennem nogen tid været genstand for efterforskning af det regionale efterforskningsfællesskab Særlig Efterforskning Øst.

Politiets specialenhed Særlig Efterforskning Øst (SEØ) har anholdt 49 personer i en omfattende sag om moms- og skattesvig.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Det oplyses, at specialenheden har efterforsket sagen igennem længere tid i samarbejde med Nordsjællands Politi, Midt- og Vestsjællands Politi og udlændingesektionen i Københavns Politi.

17 lokaliteter med tilknytning til 49 anholdte

Fire af de anholdte menes at være bagmændene til svindlen. Der er henholdsvis tale om tre danske statsborgere og en herboende fra Bosnien. Alle fire er fra byggebranchen, det siger Flemming Madsen, der er Politiinspektør hos SEØ til TV 2.

45 af de 49 personer er af udenlandsk herkomst, hvoraf flest af dem er fra Rumænien, og man har ransaget i alt 17 lokaliteter for at foretage anholdelserne.

Politiet oplyser, at der ved aktionen blandt andet blev fundet diverse regnskaber, bogføringsmateriale, kontrakter, computere og fakturaer.

Politiet kan endnu ikke sige, hvor stort et beløb svindlen kan løbe op i.

- Jeg kan godt sige, at det vil blive talt i millioner, men vi kan ikke komme det nærmere forklarer politiinspektør Flemming Madsen fra SEØ.

Kan ikke udelukke flere anholdelser

Efterforskningen har ført til anholdelser på baggrund af anmeldelse om eventuel udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft og oprettelse af flere selskaber og konti med henblik på skatte- og momssvig. Det skriver politiet.

Samtidig vil politiet ikke udelukke, at der kan komme flere anholdelser i sagen, da man stadig er i gang med efterforskningen, og at der forestår en del uklarheder endnu.

Ingen kommer i grundlovsforhør nu

Ingen af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør.

- Vi afhører dem færdigt her til aften, og derefter vil de blive løsladt, siger Flemming Madsen.

Det forventes, at fire af personerne vil blive sigtet for moms- og skattesvig af særlig grov karakter.