Videofortælling:

Her stjæler butikstyven for 6000 kroner ved højlys dag - han ved ikke, at TV 2 følger hans spor

Videofortælling:

Her stjæler butikstyven for 6000 kroner ved højlys dag - han ved ikke, at TV 2 følger hans spor

Danske butiksejere oplever, at tyverierne er eksploderet i de senere år. Grupper af unge går ind i butikkerne og stjæler store mængder af varer ved højlys dag.

Tyvene går målrettet efter bestemte typer varer og er tilsyneladende ligeglade med videoovervågningen.
SE OGÅ: Anden del af 'Hvor er politiet? på TV 2 PLAY

En af de butiksejere, der har været særligt plaget af tyverier, er Brian Rosenstand, som har to Meny-butikker i Valby ved København.
Han er overbevist om, at der er tale om organiserede tyverier.
I samarbejde med TV 2 Dokumentar vil han lave et eksperiment for at se, hvor de stjålne varer ender.
Det kræver et særligt set-up.

Trin 1:

Lokkemaden findes frem

Første trin i eksperimentet er at lokke en tyv hen til Meny-butikken i Valby.
Butiksejer Brian Rosenstand går ud på lageret for at hente en af de varer, som tyvene er særligt glade for. 
Han går hen til en hel palle med 100 Nescafé Gold instant kaffe.
- De bliver stjålet i stor stil, fordi de har en høj værdi, siger Brian Rosenstand.
Et enkelt glas Nescafé Gold sælges i butikken for omkring 80 kroner, og pallen med de 100 kaffeglas har derfor en salgsværdi på 8000 kroner.
For at friste tyvene ekstra meget vil han sætte udstillingen med de 100 Nescafé-glas ud i butikkens vindfang, hvor de er let tilgængelige.
Men først skal kaffeglassene gøres klar til eksperimentet...

Trin 2:

Nescafé-glassene forsynes med skjult elektronik

TV 2 kontakter firmaet Unisecure, som er specialiseret i tyverisikring.
Først skal Nescafé-glassene forsynes med noget elektronik, så de kan spores, hvis en tyv fjerner dem fra butikken.
Unisecure-konsulenten tager to af kaffeglassene og skærer forsigtigt hul i yderkanten af folien øverst på glasset.
Så placerer han en lille, avanceret gps-sender nede i kaffepulveret og sætter låget på igen.
- Indeni her er der noget teknisk udstyr, som gør, at vi kan spore os frem til, hvor kaffen befinder sig, siger Henrik Olsen fra Unisecure.
Men sporingsudstyret er ikke nok.
Nescafé-glassene skal også mærkes, så de senere kan identificeres. 
 

Trin 3:

...Og sprayes med unik dna-kode

En vigtig del af tyverisikringen er at mærke varerne, så de har deres egen identitet.
Unisecure-konsulenten sprayer derfor alle Nescafé-glassene med en særlig dna-spray.
- Den har en unik kode, som kun tilhører den her butik, siger han.
Da dna-sprayen vandbaseret og hurtigt tørrer ind på glassenes overflade, er den helt usynlig for tyven.
Pallen med de eftertragtede Nescafé Gold-glas er nu tyverisikret og klar til at blive sat frem som lokkemad.
Nu gælder det bare om at vente.

Trin 4:

Tyven kommer

Fem dage efter, at de 100 Nescafé Gold-glas blev anbragt i vindfanget foran Meny-butikken i Valby, sker der noget.
Det er søndag den 26. august 2018, ud på eftermiddagen. Der er masser af kunder i butikken.
En mand i hættetrøje kommer ind i vindfanget med en tom indkøbsvogn. Han stiller sig foran Nescafé-udstillingen og kigger sig lidt omkring.
Så begynder han at læsse den ene papbakke med kaffeglas efter den anden over i indkøbsvognen.
Fra baglokalet i supermarkedet følger butiksejer Brian Rosenstand hele scenariet, som optages af et overvågningskamera. Han er vred over at blive udsat for endnu et groft tyveri.
- Det er fuldstændig vanvittigt det der. Det er bare direkte ind og så bare slæbe ud, hvad de har lyst til, lyder det fra en ophidset Brian Rosenstand.
Butikstyven har nu fyldt kundevognen helt op med bakker, der hver især indeholder seks Nescafé-glas. Et par af bakkerne har han ikke plads til, så dem lader han stå.
Kort efter trækker han den tunge indkøbsvogn med Nescafé til en værdi af minimum 6000 kroner ud igennem de automatiske glasdøre og forsvinder ud på p-pladsen.
Brian Rosenstand ringer til politiet, som dog hverken har tid til at komme ud i butikken eller ønsker at modtage signalement tyven, der eventuelt kunne forebygge andre tyverier af samme gerningsmand.
Butikstyven fra Meny har således frit spil. Men hvad han ikke ved, er, at TV 2 nu følger hans spor.

Trin 5:

Signaler fra GPS-sender spores

Tyven forlader p-pladsen foran Meny-butikken i Valby.
Via signalerne fra de skjulte gps-sendere i to af Nescafé-glassene, kan TV 2 nu følge den rute, som tyven kører.
Gps-sporingen viser, at de stjålne varer fragtes til et andet sted i Københavnsområdet.
Her stopper tyven foran en kiosk.

Trin 6:

"Muldvarp" køber tre Nescafé-glas i kiosken

Mandag den 27. august, dagen efter, at butikstyven stoppede foran kiosken med de stjålne varer, sender TV 2 en "muldvarp" ind i kiosken.
"Muldvarpen" får øje på nogle Nescafé Gold-glas, som står på en hylde.
Han køber tre glas, som koster 100 kroner stykket, beder om en kvittering og forlader kiosken.
Nu skal det vise sig, om Nescafé-glassene stammer fra Meny i Valby.
Dét skal tjekkes hos eksperterne i Unisecure.
 

Trin 7:

De købte Nescafé-glas testes for dna-mærkning

De tre Nescafé-glas, som TV 2s "muldvarp" købte i kiosken i København, befinder sig nu hos Unisecure i Kvistgård syd for Helsingør.
Her skal de analyseres, så det i første omgang kan afklares, om der er spor af dna-spray.
Testen viser, at to af de tre glas er mærket med dna. 
Men spørgsmålet er, om det er den samme unikke dna-kode, som blev sprøjtet på glassene i Meny i Valby?
- Resultatet er, at det viser nøjagtigt, hvor de er stjålet fra, og det er netop den Meny-butik, hvor de var blevet placeret, lyder svaret fra Dannie Nielsen hos Unisecure.
Nu vil det vise sig, om kioskejeren har en god forklaring på den stjålne Nescafé.
 

Trin 8:

Konfrontation med kioskejeren

Eksperimentet nærmer sig sin afslutning.
Det er tirsdag den 28. august, hen på eftermiddagen.
TV 2-journalist Jacob Kragelund går ind i kiosken sammen med en kameramand. De får lokket kioskejeren hen foran kameraet under påskud af, at de vil interviewe ham om butikstyveri.
Interviewet tager dog en drejning, da journalisten hiver en bærbar pc op af sin taske og afspiller en overvågningsvideo af tyven, der stjæler Nescafé-glas i Meny i Valby.
-  Vi har haft noget sporing i det her kaffe, som gør, at vi kunne følge, hvor kaffen bevægede sig hen. Og det ender her. I din kiosk, siger Jacob Kragelund.
Kioskejeren rømmer sig og lægger armene over kors.
-  Det kan godt være, at de er kommet her. Men jeg har ikke været i… Jeg står ikke selv i kiosken, lyder svaret fra kioskejeren, der hævder, at hans varer kommer fra dagligvareleverandøren Dagrofa.
På trods af oplysningen om, at to af de tre Nescafé-glass, som blev købt i kiosken, var mærket med en unik dna-kode, nægter kioskejeren fortsat at have aftaget hælervarer:
- Jeg køber ikke en vare, hvis jeg ved, at den er blevet stjålet, siger han og tilføjer irriteret:
- Men nu gider jeg ikke snakke med dig. Samtalen er slut. Jeg vil bede jer om at gå ud af min kiosk!
Se anden del af TV 2-dokumentaren 'Hvor er politiet?' lige nu på TV 2 PLAY eller torsdag den 22. november kl. 20.00 på TV 2.