Drab på Nedim Yasar: Politiet efterlyser vidner i to afgørende tidsrum

Den tidligere bandeleder Nedim Yasar blev skudt mandag og døde tirsdag.

Københavns Politi jagter den eller de gerningsmænd, der mandag aften kort efter klokken 19.30 skød den tidligere bandeleder Nedim Yasar på Hejrevej i det københavnske nordvestkvarter. Politiet har i deres efterforskning fokus på to nøgletidspunkter.

Den 31-råige Nedim Yasar blev skudt kort efter en reception hos Ungdommens Røde Kors' lokaler på Hejrevej 30, hvor han havde været hovedpersonen ved en reception i anledning af udgivelsen af bogen 'Rødder - En Gangsters Udvej'. Det er en bog om Yasars kriminelle karriere, blandt andet som leder af en støttegruppe til rockerbanden Bandidos, og hans vej ud af bandemiljøet, som han har skrevet sammen med journalisten og forfatteren Marie-Louise Toksvig.

Efterlyser vidner før skuddrab

Nedim Yasar døde tirsdag kort før klokken 13 af sine skudsår, og politiet efterlyser nu vidner, der har set noget umiddelbart inden, skuddene blev affyret mandag.

- Vi vil gerne i forbindelse med vidner, der har set noget i området umiddelbart inden drabet fra klokken cirka 19.15. Gerningsmanden kan jo have ventet på Nedim Yasar og holdt stedet under observation, siger politiinspektør Torben Svarrer, Københavns Politi til TV 2.

Han understreger, at man skal henvende sig, også selv om man ikke umiddelbart mener, det man har set, er vigtigt.

- Selv om man ikke umiddelbart tillægger observationen værdi, vil vi meget gerne høre fra folk alligevel, siger Torben Svarrer.

Efterlyser vidner efter skuddrab

Politiet vil også gerne have henvendelser fra vidner, der har set noget efter skuddene er blevet affyret og frem til cirka klokken 19.45 mandag aften.

- Vi mener, gerningsmandens flugtrute er ad Hejrevej, ad Glentevej og til venstre ad Vibevej. Vi vil meget gerne høre fra vidner, der har set noget i det tidsrum i det område, siger Torben Svarrer.

Chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov har tidligere fortalt TV 2, at man kun har et meget sparsomt signalement af gerningsmanden.

- Vi ved ikke ret meget om gerningsmanden. Kun at han var en mørkklædt person, fordi det har vi fra vidner. Og så ved vi, at han kom til gerningsstedet fra Glentevej og forsvandt ad samme vej.

Nedim Yasar havde kun lige nået at sætte sig ind i og starte sin bil, da kuglerne ramte ham.