Radiovært dræbt på åben gade: - En vigtig stemme er blevet slukket

Venner, kollegaer og politikere - mange sørger tirsdag over drabet på radiovært, debattør og eks-bandeleder Nedim Yasar.

Det var en glad Nedim Yasar, der mandag aften omgivet af venner og kolleger fejrede udgivelsen af sin bog i et Røde Kors-lokale i Københavns Nordvestkvarter.

Det siger Jakob Kvist, der er chef for forlaget People's Press og mandag aften var med til at fejre bogen 'Rødder - en gangsters udvej', som er historien om Nedim Yasars liv i et kriminelt miljø.

Han var sammen med den 31-årige Nedim Yasar, blot ti minutter før denne blev skudt ned på Hejrevej i København kort før klokken 20.

- Det er nogle frygteligt feje mennesker, der har gjort det her. Det er ubegribeligt, at man henretter en mand for at ville have et nyt liv, siger Jakob Kvist til Ekstra Bladet.

Forlagschefen fortæller, at Nedim Yasar var både stolt og lykkelig mandag aften.

- Han sad og signerede bogen og strålede virkelig.

Nedim Yasar tøvede ikke med at gå den vej, han ville gå, fortæller Jakob Kvist.

Afskedstalen 

Til arrangementet var også kollegaer og venner til den nu afdøde radiovært, debattør og eks-bandeleder. En af de tilstedeværende, der særligt har kunnet sætte sig i Nedim Yasars sted, var Martin Christian Celosse-Andersen, som selv tilbragte 12 år i bandemiljøet.

Det var ham, der holdt den sidste tale for Nedim Yasar under mandagens arrangement. En tale, der skulle vise sig at blive en afskedstale.

- Havde jeg vidst, at den sidste tale var min afskedstale, så havde jeg sat flere ord på. Jeg fik sagt det hele, og jeg fik krammet ham. Men jeg troede, at jeg krammede ham på gensyn, siger en tydeligt påvirket Martin Christian Celosse-Andersen til TV 2 Lorry og fortsætter med henvisning til det bandemiljø, både han og hans nu afdøde kammerat håbede var fortid:

- Jeg troede, at jeg var færdig med at begrave mine kammerater. Det lader til, at jeg tog fejl.

Eks-bandeleder og radiovært Nedim Yasar er død, efter at han mandag aften blev skudt ned på åben gade i Københavns Nordvestkvarter. Det skete efter, at han holdt bogreception for sin bog. Video: Michelle Birch Johansen

En vigtig stemme er slukket

Mandagens fejring kredsede sig om Nedim Yasars bog 'Rødder - en gangsters udvej', der er en fortælling om vejen ud af et hårdkogt kriminelt bandemiljø. Et miljø, som forfatteren i mange år var en del af som ledende figur i en Bandidos-supportgruppe.

Et miljø, som han for seks år siden valgte at vende ryggen, da han trådte ind i politiets exitprogram.

Han har siden 2012 til dels levet et liv i skjul med hemmelige adresser. Og til dels et liv som fremtrædende debattør og førstehåndskilde i forhold til bandemiljø og den svære vej væk derfra.

Eks-bandeleder og radiovært Nedim Yasar er død, efter at han mandag aften blev skudt ned på åben gade i Københavns Nordvestkvarter. Video: Anders Masannek

Til daglig arbejdede Nedim Yasar blandt andet på Radio 24syv, hvor han i det ugentlige program ’Politiradio’ berigede kanalens lyttere med sine tanker og erfaringer.

Et bidrag, som radiochef Jørgen Ramskov kalder både ”modigt” og ”vigtigt".

- Jeg synes, han havde en enormt vigtig stemme. Det, han symboliserede, var så vigtigt, at man faktisk kan lave sit liv om, at der faktisk er en vej ud, fortæller Jørgen Ramskov og udtrykker sin respekt for Nedim Yasars rejse ud af bandemiljøet.

Chef på Radio 24syv, Jørgen Ramskov, har mistet en dygtig og modig kollega.

- Jeg tager afsked med en dygtig og modig medarbejder, og jeg er så fuld af sorg og medfølelse til hans familie, men også af vrede over de her usle og feje mennesker, der har slukket hans stemme, siger Jørgen Ramskov.

Flere af Nedim Yasars Radio 24syv-kollegaer mindes på de sociale medier deres nu afdøde ven. Heriblandt programchef Mads Brügger. 

Store, stærke, dejlige Nedim Yasar er død. I går aftes, efter en reception for bogen om hans liv som bandeleder, og om...

Posted by Mads Brügger on Tuesday, November 20, 2018

Gav sit besyv med på Christiansborg

Nedim Yasar var en vigtig stemme i debatten om forebyggende indsatser mod bandemiljøet og exitprogrammet. En stemme, som Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, ved flere lejligheder har lagt lyttende ører til.

- Det er nogle år siden, Nedim første gang bankede på min dør og ville give nogle gode råd til os politikere, og det har han sådan set gjort lige siden. Han har givet meget relevante indspark, fortæller hun til TV 2 og tilføjer, at Nedim Yasars netop udgivne bog allerede har fået en plads på Folketingets bibliotek, og at han via den vil leve videre i debatten om bandemiljøet – og særligt vejen væk.

Den socialdemokratiske retsordfører Trine Bramsen mener, at en vigtig stemme er gået tabt med drabet på Nedim Yasar.

- Jeg mener, vi skylder ham at tage nogle af hans pointer i bogen med op på allerhøjeste politiske niveau. Vi skal bruge dem på bedste måde, vise respekt og ære Nedim, siger Trine Bramsen.

Vil se exitprogrammer efter i sømmene

På Christiansborg er Trine Bramsen langt fra den eneste, der begræder tabet af Nedim Yasar og hans evne og lyst til at give sit besyv med i debatten om særligt exitprogrammer.

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen udtrykker overfor TV 2 sin medfølelse.

- Jeg bliver altid ked af det, når jeg hører, at der skydes, for det kendetegner ikke Danmark. Vi skal slet ikke have det, men da det så gik op for mig, hvem det var..., lyder det fra statsministeren, der afbryder sig selv.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder drabet på Nedim Yasar en tragedie.

- Jeg så ham netop give et interview i søndags på jeres kanal, hvor han fortalte ret åbent og ærligt om det at flytte sig fra en fortid i bandemiljøet og komme ud på den anden side. I det lys bliver det jo endnu mere tragisk, siger han og tilføjer, at han vil bede sin justitsminister tage et kig på, hvorvidt de nuværende exitprogrammer er robuste nok.

Tragedien rejser spørgsmål

Og netop det har justitsminister Søren Pape Poulsen allerede planer om.

Twitter sender han sine dybeste tanker til Nedim Yasars efterladte, ligesom han også henviser til, at den hjælp ud af bandemiljøet, som vores samfund tilbyder, skal kigges efter i sømmene.

- Politiet efterforsker stadig, og det er alt for tidligt at drage konklusioner. Det siger sig selv, at denne frygtelige tragedie rejser spørgsmål ved, om vi som samfund har den rette beskyttelse af de mennesker, der ønsker at træde ud af skyggesiden og tilbage ind i samfundet, skriver han.