Politiet efterlyser to slags vidner efter drab på radiovært

Motivet for drabet på Nedim Yasar er fortsat ukendt.

Gerningsmanden, der mandag aften affyrede to dræbende skud mod Nedim Yasar på Hejrevej i det københavnske nordvestkvarter, er fortsat på fri fod.

Det oplyser chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov til TV 2.

- Vi ved ikke ret meget om gerningsmanden. Kun at han var en mørkklædt person, fordi det har vi fra vidner. Og så ved vi, at han kom til gerningsstedet fra Glentevej og forsvandt ad samme vej.

Ifølge politiets oplysninger havde den nu afdøde radiovært, debattør og eks-bandeleder netop forladt et arrangement i Røde Kors’ lokale på Hejrevej 30, da skudepisoden fandt sted.

Nedim Yasar havde kun lige nået at sætte sig ind i og starte sin bil, da kuglerne ramte ham.

Han blevet erklæret død tirsdag ved middagstid.

Motivet er endnu uklart

Nedim Yasar var blandt andet kendt fra Radio 24syv-programmet ’Politiradio’, hvor han fortalte om sin tid i det københavnske bandemiljø. Et miljø, han forlod for seks år siden, da han valgte at træde ind i politiets exitprogram.

Og netop sin tidligere rolle som leder af en Bandidos-supportgruppe er noget, politiet har med i deres efterforskning. Det er dog endnu for tidligt at sige noget om motivet for drabet.

- Vi undersøger de muligheder, der er. Den relation, afdøde har haft til bandemiljøet, er en del af det, lyder det fra Jørgen Bergen Skov.

Eks-bandeleder og radiovært Nedim Yasar er død, efter at han mandag aften blev skudt ned på åben gade i Københavns Nordvestkvarter. Video: Anders Masannek

Søger to typer vidner

Han oplyser, at politiet lige nu efterlyser to typer vidner.

- Vi er interesserede i både at tale med nogen, der kender noget til aktuelle trusler mod afdøde. Altså nogen, der ved noget om, hvem han er blevet kontaktet af, og om der er nogen, der har udtrykt en eller anden form for trussel imod ham for nylig, fortæller chefpolitiinspektøren og fortsætter:

- Derudover er vi også interesseret i at høre fra personer, der har set gerningsmanden på Glentevej – både før og efter drabet.

Jørgen Bergen Skov understreger, at personer med viden om sagen trygt kan kontakte Københavns Politi på 114, da alle henvendelser vil blive behandlet med fortrolighed.

Kiggede sig altid over skulderen

Nedim Yasar besøgte søndag TV 2 News for at fortælle om sin bog, der netop er udkommet.

'Rødder - en gangsters udvej' handler om eks-bandelederens vej ud af det kriminelle miljø, og søndag fortalte han blandt andet, at han siden sit farvel til miljøet flere gange var blevet udsat for trusler.

- Jeg har haft beskyttet adresse lige siden, og jeg er blevet rykket rundt under exit-programmet, sagde han og tilføjede, at han i dagligdagen brugte meget tid på at se sig over skulderen.

Nedim Yasar blev 31 år.