Anklager vil have eksanklager et halvt år i fængsel

16x9
Den kvindelige tiltalte er anklaget for at medvirke til falsk forklaring og for at misbruge sin stilling som anklager. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

Fængselsstraf til tidligere anklager bør være ubetinget. Hun har erkendt at have løjet i retten.

Tidligere anklager Trine Sorgenfri bør ifølge Anklagemyndigheden straffes med seks måneders ubetinget fængsel for løgn i retten og for at forsøge at påvirke politividner.

Sådan lyder påstanden mandag i Retten på Frederiksberg fra Torben Thygesen, der repræsenterer Statsadvokaten i Viborg.

Sorgenfri er anklaget for at medvirke til falsk forklaring og for at misbruge sin stilling som anklager. Det foregik under en sag om organiseret salg af hash, hvor tre politifolk skulle vidne.

Dengang, tilbage i efteråret 2016, valgte Trine Sorgenfri at sende sin egen personlige drejebog for, hvordan afhøringen skulle foregå, til de tre politifolk. Vel at mærke inden de skulle vidne i retten.

Det var i fare for at komme frem, da forsvarsadvokaterne i sagen på et tidspunkt anmodede om at få fremlagt al kommunikation mellem anklager og politividner.

I stedet for at fremlægge sandheden for retten, valgte Trine Sorgenfri at sende en redigeret udgave af drejebogen. Og dermed løj hun for retten.

Samtidig sendte hun den redigerede udgave til politifolkene og sagde, at hvis de blev spurgt, så skulle de sige, at de kun havde fået netop den udgave.

Det hele kom dog for en dag, og Trine Sorgenfri endte med at blive tiltalt i sagen. Andre anklagere blev også undersøgt, men Rigsadvokaten vurderede, at der ikke var grundlag for at rejse sager mod dem.