Har Britta Nielsen sagt, hun er klar til betale tilbage? Nej, siger advokat

Bagmandspolitiet gør alt, de kan, for at få så stor en del af udbyttet som muligt tilbage i statskassen efter svindelsagen i Socialstyrelsen.

Der mangler 111 millioner kroner i Socialstyrelsen, og de penge arbejder Bagmandspolitiet og Kammeradvokaten ihærdigt på at få tilbage.

Det projekt bliver en hel del nemmere, hvis den skyldige bare betaler pengene tilbage.

Den hovedmistænkte i sagen, 64-årige Britta Nielsen, har allerede givet udtryk for, at hun er klar til at betale, hvis der kommer et krav om tilbagebetaling. Eller har hun?

Det var i hvert fald, hvad TV 2 og andre medier skrev på baggrund af en aktindsigt i et domsbogsudskrift fra Sø- og Handelsretten fra 4. oktober.

Ifølge retsdokumentet oplyste Britta Nielsens forsvarsadvokat, Nima Nabipour dengang, at hans klient har sagt, at "hvis hun modtager en opkrævning, må hun betale, og at hun i øvrigt tager det, som det kommer".

Det er ikke det, der er blevet sagt, og det er ikke det, der er sket

Nima Nabipour, forsvarsadvokat

Advokat afviser

Men dén udlægning afviste Nima Nabipour, da han lørdag blev spurgt til det foran Retten på Frederiksberg, hvor Britta Nielsen netop var blevet varetægtsfængslet frem til 4. december.

- Det har hun aldrig oplyst. Jeg kan godt se, der har været refereret fra en eller anden retsbog fra Sø- og Handelsretten. Så jeg er glad for, du stiller det spørgsmål, fordi jeg mener det er en forkert måde at fremsætte det på. Det er ikke det, der er blevet sagt, og det er ikke det, der er sket, sagde forsvarsadvokaten.

Britta Nielsen ved et retsmøde i Johannesburg i Sydafrika.
Britta Nielsen ved et retsmøde i Johannesburg i Sydafrika. Foto: Phill Magakoe / Ritzau Scanpix

Men hvad blev der så sagt den dag i skifteretten? Det blev Nima Nabipour også spurgt om.

- Det, jeg overordnet kan sige, er, at når man sidder i Sø- og Handelsretten i forbindelse med en konkursbegæring, og en dommer skal afsige konkursdekret mod en person, skal man jo vurdere, om personen har betalingsevne, sagde han og fortsatte:

- For at vurdere, om personen har betalingsevne eller ikke, så kræver det, at man i hvert fald forsøger at, så og sige, sende en regning til en person og sige, kan du betale det her, eller kan du ikke betale det her?

- Så det var som led i den argumentation, at der er faldet nogle ord, som nu er blevet formuleret på en måske lidt anden måde, end det er. Men det synes jeg ikke er særlig aktuelt længere.

Ingen rolle i forhold til kurator

Herefter blev Nima Nabipour spurgt, om han har talt med sin klient om at hjælpe kuratoren for konkursboet efter Britta Nielsen i dennes arbejde med at finde aktiver, der kan dække hullet i Socialstyrelsens pengekasse.

- Jeg har ikke som sådan nogen rolle i forhold til Boris Frederiksen, der er kurator i den sag. Han har sin opgave, og det plejer han at gøre ganske glimrende, så det stoler jeg fuldt ud på, at han gør, svarede Nima Nabipour.

Hans klient er sigtet for i en periode fra 2002 til 2018 at have begået databedrageri af særlig grov beskaffenhed for ikke under 111 millioner kroner, mens hun var ansat i Socialstyrelsens tilskudsordning.

Jeg har ikke som sådan nogen rolle i forhold til Boris Frederiksen, der er kurator i den sag

Nima Nabipour, forsvarsadvokat

Af en redegørelse fra Kammeradvokaten, som TV 2 har fået aktindsigt i, fremgår det, at Britta Nielsen har aktiver for lige godt 2,1 millioner kroner.

Det er en af kuratorens vigtigste opgaver at finde og sikre de aktiver, hun ejer, har Boris Frederiksen sagt til TV 2.

Den 64-årige kvinde har indtil videre afvist at tage stilling til, om hun kan erkende sig skyldig eller nægter sig skyldig i sigtelsen mod hende.

Anklager vil sikre statskassens penge

Efter grundlovsforhøret lørdag, hvor Britta Nielsen og i øvrigt også hendes 38-årige søn blev varetægtsfængslet, sagde anklager Kia Reumert, at Bagmandspolitiet, der formelt hedder Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), i den kommende tid skal fortsætte med at indsamle beviser i sagen og vurdere, om der er grundlag for at rejse tiltale mod en eller flere personer.

- I den forbindelse kan jeg også love, at vi dér vil gøre alt, hvad vi kan, for at sikre så stor en del af udbyttet, som det overhovedet er muligt, og få det tilbage til statskassen, hvor det jo retmæssigt hører til, sagde Kia Reumert.

Britta Nielsens varetægtsfængslede søn er sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed, og han nægter sig skyldig. Udover ham og den hovedmistænkte er også to kvinder sigtet i sagen. De er beskyttet af navneforbud.

Sagen kom for offentlighedens kendskab 9. oktober, hvor det også blev oplyst, at den 64-årige kvinde var internationalt efterlyst.

Hun blev anholdt af sydafrikanske myndigheder i Johannesburg i mandags, og fredag blev hun anholdt af dansk politi, da hun landede i Københavns Lufthavn efter en hurtig udlevering.