22-årig dømt for at rive valgplakater ned

16x9
Arkivfoto. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

En nu dømt mand husker ikke, at han rev valgplakater ned i Slagelse, forklarer han i Retten i Næstved.

En 22-årig mand er onsdag blevet idømt en bødestraf for at have revet ti socialdemokratiske valgplakater ned i Slagelse i forbindelse med kommunalvalget sidste år.

Det skriver Sjællandske.

Manden blev idømt fire dagbøder på 200 kroner for at rive plakaterne ned. I alt var han tiltalt for at have ødelagt 35 plakater.

Valgplakaterne tilhørte socialdemokraterne Ali Yavuz og Miralem Garagic.

Ifølge Sjællandske forklarede han i Retten i Næstved, som behandlede sagen, at han ikke kunne huske noget.

- Jeg har ingen anelse om det. Jeg kan ikke huske noget, lød det fra den anklagede, som dog godt erindrede, at han havde drukket kaffe med en medtiltalt.

Den medtiltalte dukkede ikke op, fordi han sidder varetægtsfængslet i Aarhus i en anden sag. Han skal dermed for retten på et senere tidspunkt.

Senioranklager Rune Jensen gik efter en fængselsstraf til den dømte. Ifølge anklagemyndigheden gik der planlægning forud for nedrivningen. Derudover lå der et udemokratisk motiv bag, hævdede anklageren.

Men det nægtede den dømte. Det var også en minimumsbøde, han blev tildelt, lød det fra dommer Camilla Ljørring, som ikke mente, at hærværket kan betragtes som systematisk, skriver Sjællandske.