Kvinde sigtet for at dræbe og partere sin mand - nu er hun løsladt

Kvinden beskrives som omsorgsfuld over for sin mand, der var dødeligt syg. Retten vurderer derfor ikke, at der er begrundet mistanke om drab.

En ældre kvinde er sigtet for på en endnu ukendt måde at have dræbt sin mand i parrets fælles hjem i Herlev. Drabet skal være sket på et tidspunkt i juli i år.

Kvinden er også sigtet for usømmelig omgang med lig. Ifølge politiets anklage parterede kvinden i juli mandens lig med en fukssvans.

Efterfølgende skal hun have gemt mandens hoved og et ben i en fryser, mens resten af mandens jordiske rester blev nedgravet i en blomsterkumme i husets have, mener politiet.

Det er tirsdag kommet frem ved et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.

Sigtelse: Gravede ligdele op og flyttede dem

Ifølge politiets sigtelse skal kvinden på et senere tidspunkt have gravet ligdelene op fra haven og derefter efterladt dem på Krebsdammen i Herlev.

Derudover mener politiet, at kvinden natten til mandag 5. november flyttede hovedet og benet fra fryseren til en kolonihave i Haveforeningen Hjortespring for at begrave kropsdelene.

Hun blev anholdt mandag middag.

Politiets teknikere arbejder ved den kolonihave, hvor kvinden, der er sigtet for at have parteret sin mad, havde gemt ligdele i en fryser. Billeder: Steven Knap / Byrd Video: Asger Manuel Jørgensen

Nægter sig skyldig i drab

Den gråhårede kvinde var ved grundlovsforhøret iklædt en lys grå trøje og mørke bukser. Hun sad stille og lyttede, mens sigtelsen blev læst op.

Kvindens forsvarer, Bjørn Lund Hansen, oplyste, at kvinden nægter sig skyldig i drab, men erkender sagens faktiske forhold.

Dommeren valgte efter ønsker fra forsvarer og anklager at nedlægge navneforbud mod både den sigtede og hendes mand.

Samtidig valgte dommeren at efterkomme begæringen om dørlukning. Det betyder, at pressen måtte forlade retslokalet, efter sigtelsen var blevet læst op, og ikke havde mulighed for at høre kvindens forklaring.

- Min klient er psykisk påvirket af situationen. Hun er meget berørt af det. Hun ønsker, at sagen kan gennemføres både i dag og fremadrettet på en skånsom måde på grund af hendes psykiske tilstand, fortalte Bjørn Lund Madsen.

Mand var dødeligt syg

Anklageren havde krævet kvinden varetægtsfængslet, men dommeren valgte efter grundlovsforhøret at løslade kvinden.

Retten vurderede på baggrund af de fremlagte beviser ikke, at der var begrundet mistanke om anklagen om drab eller medlidenhedsdrab.

Dommeren henviste i sin kendelse til, at den sigtedes mand i maj var erklæret terminal syg, samt at den sigtede bliver beskrevet som værende omsorgsfuld over for sin mand.

Til Ekstra Bladet fortæller kvindens forsvarer, at manden var dødeligt syg af kræft.

- Han var syg, og alt peger i retning af, at han døde naturligt. Og så var hun i chok, siger Bjørn Lund Madsen til avisen.

Den drabssigtede kvinde nægter sig skyldig i at have dræbt sin mand.

Skal finde et sted at bo

Dommeren vurderede til gengæld, at der var begrundet mistanke om usømmelig omgang med lig, hvilket dog ikke var nok til at efterkomme kravet om en varetægtsfængsling.

Anklager Rebekka Have ville derefter vide, om der var mulighed for at få opretholdt anholdelsen i op til tre døgn. Men også det afviste dommeren.

- Det har du ikke bedt om, forklarede dommeren.

Dermed kunne kvinden forlade retsbygningen på fri fod. Men da politiet og teknikere fortsat er i gang med at undersøge og efterforske hendes bolig, kan hun ikke opholde sig der.

- Nu skal du have hjælp fra kommunen, som skal finde et sted for dig at bo. Det kan være, at politiet også hjælper med det, lød det fra dommeren.

Villa afspærret i mere end et døgn

Anmeldelsen, der henledte politiets opmærksomhed mod huset i Herlev, blev modtaget mandag klokken 10.30.

Efterfølgende blev adressen spærret af og har det efterfølgende døgn været bevogtet af både politiet og Hjemmeværnet.

Derudover har politiet været til stede ved kolonihaven.

Kvindens forsvarer, Bjørn Lund Hansen, har oplyst til TV 2, at kvinden boede alene i huset på tidspunktet for anholdelsen.