Kurator: - Britta Nielsen har brikkerne, der kan samle puslespillet

Kurator Boris Frederiksen er glad for udsigten til at få den svindelmistænkte Britta Nielsen hjem til afhøringer i Danmark.

Den svindelmistænkte Britta Nielsen, der mandag morgen dansk tid blev anholdt i Sydafrika, ser ud til at være på vej hjem til Danmark inden for en overskuelig fremtid for at blive retsforfulgt.

Den 64-årige tidligere ansatte i Socialstyrelsen vil ikke modsætte sig en udlevering fra Sydafrika, og den melding glæder partner hos Kammeradvokaten Boris Fredriksen, der er kurator for konkursboet efter Britta Nielsen.

Det siger han til TV 2.

- Hvis hun bliver udleveret til Danmark, så kan vi potentielt mødes med hende og stille hende en række spørgsmål. En af vores væsentligste opgaver er at finde de aktiver, som hun ejer. De skal identificeres, sikres og realiseres bedst muligt, siger Boris Frederiksen.

Britta Nielsens danske forsvarsadvokat, Nima Nabipour, fortæller mandag til TV 2, at hans klient ønsker at komme til Danmark hurtigst muligt.

- I forhold til en udlevering håber vi, at det vil ske snarest muligt. Det har været min klients ønske at komme til Danmark for at tale med mig og dansk politi, siger Nima Nabipour.

Vi håber, hun kommer hjem for at samarbejde og vil lægge kortene på bordet

Boris Frederiksen, advokat og kurator for konkursboet efter Britta Nielsen

Kurator vil række hånden frem

Boris Frederiksen forklarer, at der i Britta Nielsens sag primært er fokus på at finde frem til aktiver, der endnu ikke er kendte for offentligheden.

- Der er mistanke om svig for et betydeligt beløb, og derfor er det interessant at finde ud af, hvad der er sket med pengene. Er de brugt, så skal vi finde ud af, hvad de er brugt på. Men pengene kan også være investeret i noget, som stadig er derude, og det vil være interessant for os og kreditorerne, hvis man kan identificere og sikre sådanne aktiver, siger Boris Frederiksen og uddyber:

- Vi har en række spørgsmål, som vi gerne vil stille hende. Vi håber, hun kommer hjem for at samarbejde og vil lægge kortene på bordet. Det kan vi dog ikke være sikre på i en sag af denne type, men vi vil række hånden frem, fastslår kuratoren.

Boris Frederiksen håber, at Britta Nielsen relativt hurtigt vil være tilbage i Danmark, for hun ligger inde med afgørende viden for den videre efterforskning.

- Sager med svig og bedrageri af denne karakter er ekstra komplicerede, da man ikke nødvendigvis kan regne med de oplysninger, som man får. Det er et puslespil, for vi er nødt til at reagere på alle de oplysninger, som vi får, og derfra må man prøve at samle brikkerne, siger Boris Frederiksen.

Ejendomme i flere lande

Britta Nielsen har været internationalt efterlyst i sagen om underslæb for 111 millioner kroner i Socialstyrelsen.

Hun er sigtet for at have udnyttet sin adgang til Socialstyrelsens tilskudsadministrationssystem ved at indsætte egne kontonumre eller ved at oprette fiktive projekter igennem en 16-årig periode fra 2002 til 2018.

Britta Nielsen blev torsdag 4. oktober erklæret personlig konkurs ved Sø- og Handelsretten. Som udpeget kurator for konkursboet efter hende har Boris Frederiksen arbejdet på at finde frem til og i givet fald sikre Britta Nielsens værdier.

Tidligere har Boris Frederiksen oplyst, at Britta Nielsens ejendom i Hvidovre er blevet beslaglagt samt hendes ødegård i Sverige og et mindre indestående i et dansk pengeinstitut.

TV 2 har tidligere beskrevet, hvordan den 64-årige kvinde gennem årene har brugt penge på blandt andet dyre heste i Tyskland og Holland, ødegården i Sverige og på ejendomme i Sydafrika.

square to 16x9

I Phalaborwa i Sydafrika har hun investeret i jordstykker samt købt og bygget ejendomme i området, der er kendt for eksklusiv safari.

Det er endnu uvist, hvor store værdier Britta Nielsen samlet er god for i forbindelse med hendes mange investeringer.

Underslæb i Socialstyrelsen
2018
Ultimo august
I forbindelse med en intern kontrol i Tilskudsadministrationen i Socialstyrelsen konstateres der fejl i udbetalingen af tilskudsmidler.
Primo september
Det konstateres, at der ikke er tale om almindelige fejl, og Socialstyrelsen undersøger derfor uregelmæssighederne nærmere.
Medio september
Socialstyrelsen indhenter og undersøger forskellige data med henblik på at få klarlagt årsagen til uregelmæssighederne i tilskudsudbetalingerne.
24. september
Socialstyrelsen modtager data, som viser, at der er grundlag for en begrundet mistanke om, at en medarbejder uberettiget har tilegnet sig større beløb i forbindelse med sit arbejde i Tilskudsadministrationen.
 
Socialstyrelsen orienterer straks departementet om mistanken.
 
Ministeren orienteres kort mundtligt om, at der foreligger mistanke om uberettiget tilegnelse af tilskudsmidler.
25. september
Socialstyrelsen anmelder medarbejderen til Fyns Politi. Sagen er senere overdraget til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
 
Departementet og Socialstyrelsen igangsætter en intern undersøgelse af sagen, og der søges bistand til såvel den revisionsmæssige og den juridiske håndtering af sagen.
26. september
Efter en skriftlig høring bortviser Socialstyrelsen medarbejderen.
 
Ministeren orienteres skriftligt om sagen samt om de initiativer, der er iværksat for at få klarlagt sagens omfang.
28. september
Ministeren orienteres skriftligt om de helt foreløbige resultater af den interne undersøgelse.
29. september
Den interne undersøgelse viser, at der med stor sandsynlighed er tale om, at den nu tidligere medarbejder uberettiget har tilegnet sig et betydeligt millionbeløb.
30. september
Der tages initiativ til at iværksætte en ekstern revisionsundersøgelse og en ekstern advokatundersøgelse.
 
Ministeren orienteres skriftligt om de seneste foreløbige resultater af den interne undersøgelse.
1. oktober
Ministeren orienterer fortroligt Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om sagen.
4. oktober
Sø- og Handelsrettens skifteret tager kvinden under konkursbehandling, da hun er blevet erklæret personlig konkurs.
5. oktober
De interne undersøgelser peger på, at den tidligere medarbejder har misbrugt sin stilling til uberettiget at tilegne sig tilskudsmidler for i alt cirka 111 millioner kroner.
8. oktober
Ministeren orienterer fortroligt Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om status i sagen.
 
Den interne undersøgelse afsluttes, og de to eksterne undersøgelser igangsættes.
9. oktober
Ministeren orienterer offentligheden om sagen.
13. oktober
Ud over Britta Nielsen er tre andre sigtet for groft hæleri i forbindelse med sagen om svindel for 111 millioner kroner i Socialstryelsen. Det drejer sig om to kvinder og en mand.
23. oktober
Politiet beslaglægger endnu en bolig i Hvidovre i forbindelse med svindlen for 111 millioner kroner i Socialstyrelsen. Det viser dokumenter, som TV 2 er kommer i besiddelse af. Beslaglæggelsen fandt sted 17. oktober.
26. oktober
Britta Nielsen rejste ind i Sydafrika 23. september med et fly fra den schweiziske by Zürich. Det kan Ekstra Bladet bekræfte, da mediet er kommet i besiddelse af fortrolige rejsedokumenter.
30. oktober
Manden, der er sigtet i sagen om svindel for 111 milioner kroner fra Socialstyrelsen, bliver anholdt i Sydafrika i Johannesburg Internatioal Airport. Anholdelsen skete, da han forsøgte at rejse ud af landet, og der var en international arrestordre på ham. 
31. oktober
Bagmandspolitiet modtog allerede i 2012 en underretning om, at der var foretaget en række mistænkelige transaktioner fra en konto i Social- og Integrationsministeriet til konti, der tilhører den svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen. Hun er mistænkt for at bedrage Socialstyrelsen for 111 millioner kroner.
Bagmandspolitiet efterforskede imidlertid ikke sagen om de mistænkelige overførsler, men nøjedes med at underrette Skat som en sag om mulig skattesnyd.
5. november
Den svindelmistænkte Britta Nielsen bliver anholdt i en lejlighed i Johannesburg, Sydafrika.
8. november
En sydafrikansk dommer beslutter på et retsmøde i Randburg Magistrate Court i Johannesburg at løslade Britta Nielsen, så hun efter eget ønske kan udleveres og sendes hurtigst muligt hjem til Danmark med eskorte fra dansk politi.
 
8. november
En dansk mand, der også er sigtet for groft hæleri i sagen om svindel fra Socialstyrelsen, bliver i retten i Sydafrika løsladt. Manden bliver udleveret til Danmark og sendes hurtigst muligt hjem til landet med eskorte fra dansk politi.