Ny anholdelse i sag om mdma-dødsfald

Politiet har nu anholdt to personer i sagen.

Endnu en 18-årig person er blevet anholdt i sagen, hvor en 16-årig dreng mistede livet natten mellem fredag og lørdag. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Dødsfaldet skete efter, at den 16-årige havde taget det narkotiske stof mdma.

Den nye anholdelse er sket som led i den igangværende efterforskning, og den 18-årige er sigtet for salg af narko.

Var i besiddelse af narko

Ved anholdelsen var den sigtede desuden i besiddelse af narko, der formodes at være identisk med det, der kostede den unge mand livet.

Den anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster senere søndag.

Sigtelsen går på overtrædelse af straffelovens paragraf 191 - narkohandel. Og det er mængden af stof, som gør, at anklagemyndigheden vurderer, at der er grundlag for at kræve manden fængslet. 

Politiet ønsker ikke at udtale sig om, hvordan den anholdte stiller sig til sigtelsen. 

Politiet har beslaglagt en del af de 40 gram, som der er rejst sigtelse for. Den præcise beslaglagte mængde vil politiet ikke røbe, skriver Ritzau.

Efterlod offer i hjælpeløs tilstand

Den første anholdelse i sagen skete lørdag, hvor politiet anholdt en anden 18-årig mand, der er sigtet for at have solgt mdma til den 16-årige og for at have efterladt ham i hjælpeløs tilstand.

Hændelsen fik lørdag Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til at advare om, at et ukendt stof – der altså senere viste sig at være mdma – kan være i cirkulation på Vestsjælland.

Far appeller til unge

Den unge mand, der mistede livet, stammer fra Dianalund på Vestsjælland, og hans pludselige død fik lørdag hans far, Kim Christensen, til at træde frem i flere danske medier og på Facebook.

Her appellerede han til forældre om at passe på deres børn og til unge mennesker om at lade være med at eksperimentere med stoffer.

- Jeg kan kun appellere til forældre og især alle vores kære unge mennesker her i byen: Hold jer for helvede væk, langt væk fra alt det forpulede lort. Selv om det bare starter med hash. Jeg kan jo se, hvor hurtigt det udvikler sig. Fordi de lige skal prøve noget andet for sjov. Men der er sgu ikke noget sjovt i det her.

Far trodser sorgen for at levere budskab til unge: - Hold jer fra mdma Video: Ulrik Scheibye