16-årig død af mdma i nat - nu står hans far frem

Politiet har anholdt en person i sagen. Han er blandt andet sigtet for at efterlade den 16-årige hjælpeløs.

Kim Christensen står under halvtaget af en træbeklædt bygning foran det lille center i den vestsjællandske by Dianalund og ser skiftevis ned i jorden og lige frem for sig.

Han er far til den 16-årige dreng, der mistede livet efter at have taget en dosis mdma natten til lørdag.

Da han kigger op og ind i kameraet bevidner hans røde øjne om den sorg, der ramte ham i nat.

- Jeg har mistet min søn, Marcus Christensen 16 år gammel, der skulle eksperimentere lidt med lidt hash og mdma, siger han med en stemme, der flere gange er ved at knække over.

- Jeg får et opkald i nat, hvor de fortæller, at han ligger død inde på Rigshospitalet af en overdosis.

Har et budskab

Kim Christensen, der til daglig er indkøber, har trodset sorgen og er mødt op for at levere et budskab.

- Jeg kan kun appellere til forældre og især alle vores kære unge mennesker her i byen: Hold jer for helvede væk, langt væk fra alt det forpulede lort. Selv om det bare starter med hash. Jeg kan jo se, hvor hurtigt det udvikler sig. Fordi de lige skal prøve noget andet for sjov. Men der er sgu ikke noget sjovt i det her.

Har fået opbakning på Facebook

Faren til den 16-årige afdøde Marcus Christensen har også leveret sit budskab på Facebook, hvor det allerede har fået bred opbakning i form af kommentarer, reaktioner og delinger.

- Jeg håber bare at kunne redde én eller to unge mennesker, siger han og snubler over ordene, inden han igen fatter sig.

- Det er bare at tænke sig om én gang, inden I tager et eller andet. Kig ned i jeres glas. Hvad er det I indtager?

- Tænk jer for helvede om. Og jeg er sikker på, at min søn ikke var klar over, hvad han gjorde. Det er min mavefornemmelse.

Én er anholdt

Politiet har anholdt en 18-årig mand i sagen. Han er sigtet for at have solgt stoffet til Marcus Christensen og for at have efterladt ham i hjælpeløs tilstand.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse

Det bliver Kim Christensen ikke spurgt til. Og han kommer ikke selv ind på det.

Han appellerer igen til de unge i byen om at passe på, inden han ser fra journalisten, der interviewer ham, til kameraet og ryster på hovedet.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få mit liv videre. Det var kun mig og min dreng. Han var mit liv.