Sten og flasker bliver brugt som våben i bandekrig

Bandemedlemmer i Esbjerg prøver grænser af, i forhold til hvad de kan have på sig af våbenlignende genstande uden at blive sigtet.

På en vagt i foråret standsede betjentene Mark og Morten en bil ved højlys dag i Esbjerg. Det var en af drengene ude fra Stengårdsvej, der steg ud.

De kendte ham ret godt i forvejen, for boligområdet er kendt for sin gruppering, som ligger i åben konflikt med unge fra et andet boligområde i byen.

Station 2 Politirapporten fulgte Syd- og Sønderjyllands Politi, da betjentene ransagede bilen, og som så mange gange før, når de har ransaget biler tilhørende de to grupperinger, fandt de genstande i bilen, som vakte mistanke.

- Hvad er det, du ligger og kører rundt med? lød det fra en af betjentene, mens han lagde en sort legetøjspistol op på bilens tag, hvilket fik kollegaen til at forklare den unge mand, hvorfor det langt fra er smart at køre rundt med sådan en.

- Vi kan jo ikke se, om den er ægte til at starte med. Hvis der bliver peget med den, så risikerer I at blive skudt.

Optrappet konflikt

I bilen lå der også en sten, og specielt sten og flasker er genstande, som betjentene jævnligt finder under deres ransagninger af de to grupperingers køretøjer.

Det sker jævnligt, at politiet i Esbjerg finder genstande som sten og flasker i biler, der tilhører medlemmer af de to grupperinger i konflikt i byen.
Det sker jævnligt, at politiet i Esbjerg finder genstande som sten og flasker i biler, der tilhører medlemmer af de to grupperinger i konflikt i byen. Foto: Henrik Damberg / TV2

- Du kan stort set ikke standse en bil med de grupperinger i, uden at de har forskellige former for sten liggende. Vi finder også sakse og skruetrækkere og alt muligt mærkeligt.

- De prøver hele tiden grænser af i forhold til, hvad kan de tillade sig at køre rundt med, uden at vi kan hænge dem op på noget, fortæller Morten i mandagens udgave af Station 2 Politirapporten.

Esbjergs to grupperinger Stengårdvej og Kvaglund har i årevis haft en intern konflikt. Sidste år blussede den op og blev så voldsom, at der siden har været adskillige episoder med skyderier, knivstikkerier og bevidste bilsammenstød.

Muligt at sigte for besiddelse af sten

Konflikten har øget politiets opmærksomhed på de unge mænd, der er involveret, og utallige ransagninger og visitationer har gjort bandemedlemmerne mere bevidste om lovgivningen.

- De har nok fundet ud af, at kører man rundt med en kniv, så får man en straf ret hurtigt, men kører man rundt med sten, så kan det være anden proces, siger politiinspektør Jens Langdal, der er linjechef for efterforskningen i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Han understreger dog, at man sagtens kan blive sigtet for at køre rundt med eksempelvis sten og flasker, hvis politiet vurderer, at de skal bruges som våben.

- Hvis der sidder fire mand i en bil med genstande som sten, skruetrækkere, golfkøller, eller hvad det måtte være, og omstændighederne taler for, at de skal bruges som våben og som led i et overfald, så betragter vi det som våben, og så bliver de sigtet, siger han.

- Vi har oplevet, at de kaster sten mod hinanden og rammer hinandens biler. Jeg mindes ikke, de har ramt hinanden, men selvfølgelig kan det være farligt at kaste med sten eller flasker. Det meste er farligt, hvis man bruger det forkert.

Bandemedlemmer risikerer dobbelt straf

Den tilspidsede situation i Esbjerg har gjort, at Rigspolitiet lige nu har et såkaldt konfliktnotat liggende på den vestjyske hovedby som det eneste sted i Danmark udover Storkøbenhavn.

Det betyder blandt andet, at bandemedlemmer risikerer dobbelt straf, hvis de bliver dømt for banderelateret kriminalitet.

Konflikten i Esbjerg har betydet, at der siden 17. august har været oprettet en visitationszone, der giver politiet mulighed for at visitere samtlige borgere i et afgrænset område uden at have nogen konkret mistanke til dem.

21 sager om knive og våben

21 personer fra de to grupper er pt. fængslet, og siden visitationszonen blev indført, har der været fire knivlovsager og 17 våbenlovsager i forbindelse med bandekonflikten i Esbjerg.

Sten, flasker og andre genstande har altså langt fra afløst de traditionelle våben.

- Vi finder stadig våben. Bandemedlemmerne er måske bare blevet mere bevidste om, at vi visiterer dem, og hvad der er smart at have på sig. Det ville også være mærkeligt andet, når nu de oplever, at deres kammerater blive fjernet fra gaden, siger Jens Langdal.

Den unge mand, som betjentene standsede i Esbjerg, fik lov at køre videre uden en sigtelse for legetøjspistolen og den sten, de fandt i bilen.

Mandag aften kan du se den sag og andre af politiets opgaver i 'Station 2 Politirapporten' klokken 20.55 på TV2 eller på TV2 Play.