Pige fra delt video langer ud efter politiet

Over 1.000 personer siden januar 2018 er blevet sigtet for at have delt en krænkende video med den dengang 15-årig pige.

Politiet bliver kritiseret kraftigt for sin ageren i den såkaldte Umbrella-sag, hvor en på daværende tidspunkt 15-årig pige fik spredt pornografiske videooptagelser op imod 5000 gange.

Det er pigen og hendes advokater, der retter kritikken mod politiet i en artikel i Politiken i dag.

Ifølge dem kunne politiet have hjulpet med at stoppe spredningen af videoen, der blev delt på blandt andet Facebook.

Politiet rettede hverken henvendelse til de sociale medier eller hjemmesider, hvor materialet florerede, selvom om sagen blev anmeldt tilbage i 2015.

- De har ikke taget hånd om spredningen, men har i stedet overladt ansvaret for at stoppe delingerne til mig hele vejen igennem, siger pigen til Politiken.

Skarp kritik fra advokat

Miriam Michaelsen er advokat i Umbrella-sagen og har haft flere lignende sager. Hun retter en skarp kritik af politiets ageren i sager som denne.

- I mange af de her sager bliver ansvaret for at efterforske delingerne og fjerne det ulovlige materiale placeret tungt på de krænkede. Vi kan se i Rigspolitiets egen vejledning, at man opfordrer politiet til at vise de krænkede, hvordan de selv kan fjerne materialet. Og det er et kæmpe problem.

- Det var et problem i 2015, hvor den her sag startede – men det uheldige er, at jeg ser nye sager i dag, hvor det stadig er det samme svar, siger hun.

Sagen er en del af et enormt kompleks, hvor flere end 1.000 personer siden januar 2018 er blevet sigtet for at have delt videoen med den dengang 15-årig pige.

Videoen blev optaget i Nordsjælland af nogle jævnaldrende drenge.

Politi: Ikke muligt at fjerne det hele

Lau Tygesen, der er politiinspektør ved Nordsjællands Politi, siger ifølge Politiken, at det havde været umuligt for politiet at fjerne materialet helt fra internettet, men at man måske kunne have været bedre til at forhindre den voldsomme spredning.

- Set i bagklogskabens klare lys havde det været bedre, hvis man havde brugt mere tid på at se, om videoerne kunne opspores. Men på daværende tidspunkt var samarbejdet med Facebook ikke det samme, som det er i dag.

- Uanset hvad, vi havde gjort, havde det ikke været muligt for os at fjerne det hele, siger han.

Umbrella-sagen skal for Højesteret, efter at Procesbevillingsnævnet har vurderet, at der er tale om en principiel sag.