Nicklas Bendtner er tiltalt for vold

Ifølge chaufførens advokat er sagen sat til at starte 2. november.

Fodboldspilleren Nicklas Bendtner er blevet tiltalt for vold mod en taxachauffør i København. Chaufføren tiltales samtidig for forsøg på vold.

Det oplyser advokat Mette Grith Stage, der repræsenterer taxachaufføren.

- Jeg kan sige, at der er blevet udarbejdet et anklageskrift mod begge parter.

- Min klient er blevet tiltalt for at have kastet med en ukendt genstand mod Bendtner og hans kæreste uden at ramme. Han nægter sig skyldig, siger hun.

Mette Grith Stage oplyser, at sagen er forhåndsberammet til 2. november ved Københavns Byret.

Nægter sig skyldig

Ritzau har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Bendtners forsvarer, advokat Anders Németh.

Han har dog tidligere oplyst, at hans klient nægter sig skyldig.

Rosenborg var torsdag formiddag ikke bekendt med, at klubbens danske angriber Nicklas Bendtner er blevet tiltalt for vold.

- Det kender jeg ikke noget til, siger Tove Moe Dyrhaug, der er daglig leder i Rosenborg. Hun vil ikke svare på, om det betyder noget for Rosenborg, at politiet har rejst tiltale. 

- Det har jeg ikke nogen kommentar til. Jeg må sætte mig ind i sagen. 

- Jeg er på ferie lige nu, så jeg har ikke flere kommentarer til det nu, siger Tove Moe Dyrhaug.

Kom op at skændes med chauffør

Sagen begyndte at rulle i september, da Bendtner sammen med sin kæreste tog en taxa i det indre København. Her kom de op at skændes med chaufføren, og det endte i et fysisk opgør.

Taxachaufføren brækkede kæben to steder.

Hos DanTaxi, hvor chaufføren er ansat, havde man tirsdag lukket ned for alle kommentarer til sagen. Kommunikationschef Rasmus Krochin ville blot sige, at der findes videomateriale af hændelsesforløbet, og at optagelserne er videregivet til politiet. Københavns Politi, der har efterforsket sagen, ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere de rejste tiltaler.

Bendtner har ikke udtalt sig

Indtil nu har Nicklas Bendtner ikke givet sin version af, hvad der skete. Hans kæreste, Philine Roepstorff, har til gengæld givet sin version af sagen på Instagram. Hun var sammen med fodboldspilleren, den aften det skete.

- Det skulle være en helt kort tur (i taxaen, red.) over til Nicklas, men alligevel kørte chaufføren os to gange i en anden retning, end vi bad om. Taxametret viste lidt over 50 kroner, da vi i utilfredshed står af ved Nationalbanken og nægter at køre videre med chaufføren, skriver hun.

- Det får ham til at gå amok. Han laver en U-vending og speeder efter os og råber ting som "luder" og "bitch" og "kælling". Til sidst kører han ind foran os og springer ud af bilen og kaster en flaske imod mig. Den rammer ikke, men det er tæt på. Derefter farer han frem mod os, og min mand slår ham en gang og rammer åbenbart meget uheldigt, skriver hun blandt andet.

TV 2 var efterfølgende i kontakt med Dantaxis kommunikationschef, der ikke kunne genkende Roepstorffs udlægning af hændelsesforløbet.

- Ifølge de informationer, som vi har, stemmer hendes forklaring ikke overens med det, som man kan se på video- og lydmaterialet fra taxaen. Ifølge vognmanden, som har set videomaterialet (taxachaufførens leder, red.), er det ikke sådan, hændelsesforløbet har været. Ifølge vores oplysninger viser videomaterialet noget andet, siger Rasmus Krochin til TV 2.

- Politiet må nu efterforske, og hvis hun virkelig har de anklager, så er det en sag for politiet, sagde Dantaxi dengang.