Mand sigtet for at misbruge 'Vild med dans'-viden til svindel

Det har været som at lade ulven vogte får, siger TV 2-redaktør og understreger, at manden ikke har kunnet påvirke afstemningsresultatet.

En ekstern revisor, der har arbejdet med at kontrollere stemmeafgivelsen i TV 2-programmet ’Vild med dans’, er sigtet for at have misbrugt sin insiderviden.

Den fynske revisor har i flere år kontrolleret afgivelsen af sms-stemmer, når seerne var med til at beslutte, hvem der skulle videre, hvem der skulle i omdans, og hvem der skulle sendes hjem.

Men ifølge politiets sigtelse har han misbrugt sin viden til at oddse hos Danske Spil på netop disse ting.

I TV 2s programafdeling, der producerer ’Vild med dans’, er man chokeret over sigtelsen og har straks afbrudt samarbejdet med det pågældende revisionsfirma.

- Det er vigtigt at understrege, at den pågældende revisor ikke har haft nogen indflydelse på selve afstemningsresultaterne i ’Vild med dans’, og at han heller ikke har kunnet påvirke dem i nogen som helst retning, siger redaktør på underholdningsprogrammet Thomas Strøbech.

Anmeldelse fra Danske Spil

Ifølge Ekstra Bladet er det Danske Spil, der har anmeldt revisoren til politiet, fordi man konstaterede ’usædvanlige spilmønstre’ – det vil sige indsatser, der skiller sig ud fra det sædvanlige.

Onsdag blev manden sigtet i forbindelse med, at politiet ransagede både hans hjem og hans arbejdsplads.

- Jeg kan bekræfte, at vi har sigtet en mand bosiddende i Odense for overtrædelse af loven om forretningshemmeligheder. Han har (ifølge sigtelsen, red.) udnyttet sin stilling i et revisionsfirma, der arbejder for TV 2 og 'Vild med dans' til at oddse på resultaterne i danseprogrammet hos Danske Spil, siger vicepolitiinspektør Kirsten Vesterby Fischer fra Fyns Politi til Ekstra Bladet.

Stikprøvekontrol

Redaktør på ’Vild med dans’ Thomas Strøbech fortæller, at revisoren har siddet med i kontrolrummet under udsendelserne for at verificere, at antallet af sms-stemmer fra seerne er korrekt og bliver omregnet til det korrekte antal point.

- Det har han gjort som stikprøvekontrol fire-fem gange i løbet af hver sæson, så TV 2 havde en uvildig person udefra til at bekræfte, at alt går rigtigt til, og at der ikke kan pilles ved afstemningsresultaterne. Nu er manden jo hverken tiltalt eller dømt for noget endnu. Men hvis sigtelsen er rigtig, så må man sige, at det er et eksempel på, at man har sat ulven til at vogte får, siger Thomas Strøbech.