Stor politiaktion: Passager i eftersøgt Volvo kontaktede selv politiet

Fredag var Danmark på den anden ende på grund af en menneskejagt på tværs af landet.

Broer blev lukket ned. Færger aflyst. Og samtlige bilister på vej ud af Danmark blev undersøgt af politiet, der fredag eftermiddag eftersøgte en sort Volvo V90 på svenske nummerplader.

Klokken 19.00, efter fem timers menneskejagt, oplyste Københavns Politi, at man havde fundet bilen.

Nu kan TV 2 fortælle, at det var en af passagerne i bilen, der via sin advokat kontaktede politiet og gav adressen på, hvor bilen var blevet efterladt.

Det bekræfter mandens advokat:

- Jeg kan bekræfte, at min klient har haft tilknytning til bilen og har fortalt, hvor den var henne via os. Det gør vi klokken 17, siger Asser Gregersen fra Rosenkilde og Gregersen forsvarsadvokater.

Politiet bekræfter oplysningerne i en sms til TV 2.

- Københavns Politi bekræfter, at en af mændene i køretøjet via sin advokat henvendte sig efter politiets efterlysning af den sorte Volvo. Københavns Politi har ikke yderligere oplysninger for nuværende, lyder det.

Efterlod bil i Vintre Møller

Manden har været i kontakt med TV 2 og oplyser, at han var i Volvoen med tre kammerater, at de havde købt bilen stjålet, og at de flygtede, fordi at de ikke havde noget kørekort og var påvirkede af hash. Disse oplysninger er sent lørdag aften blevet bekræftet af Asser Gregersen overfor DR.

Derudover oplyser manden, at de efterlod bilen i Vintre Møller nær Holbæk på Midtsjælland. Siden de efterlod bilen, har han ikke været i kontakt med politiet, men fredag aften fortæller hans advokat til DR, at han nu har snakket i telefon med politiet og i nær fremtid skal til en rigtig afhøring.

På et pressemøde klokken 14.45 lørdag fortalte chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov, at den store politiaktion skyldtes to forskellige sager. En igangværende PET-sag, der handler om en frygt for et angreb mod enkeltpersoner, mens personerne fra den sorte Volvo var ”afsløret som medvirkende i en helt anden kriminel episode”.

Politiet slog alarm fredag eftermiddag, da de i forbindelse med PET's efterforskning forsøgte at standse den sorte Volvo - som stak af. Ifølge Jørgen Bergen Skov opholdt bilen sig i nærheden af de truede personer fra PET-sagen og udviste en adfærd, der antydede, at et angreb kunne være nært forestående.

Man tog ingen chancer, lod Jørgen Bergen Skov befolkningen vide:

- Vi agerer i forhold til et 'worst case scenarie'. Sådan er det, når et politi modtager troværdige informationer. Så skal vi sikre os, at der ikke er tale om en trussel, før vi kan tillade os at lukke ned, siger Jørgen Bergen Skov.

Og det kan tyde på, at der er tale om tilfældigheder, og at personerne var på det forkerte sted, det forkerte tidspunkt.

- Det kan vise sig, at de er verdens mest uheldige kriminelle, men så er det jo sådan, det er, siger chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov.

Ingen vej udenom

Og selvom det udefra kan virke forvirrende, at der er tale om to sager, så er politiets reaktion helt efter bogen, fortalte tidligere efterforskningschef hos politiets rejsehold, Bent Isager-Nielsen tidligere på dagen:

- Det er jo sådan, at hvis trusselsbilledet viser, at der er noget, der kan være nært forestående i forbindelse med et angreb på specifikke personer, og mistænkelige personer så slipper fra dem, så er der ikke nogen vej udenom.

Men politiet er også nødt til at evaluere på arbejdet - og særligt deres informationsmængde, der indtil lørdag har været meget begrænset, lyder det fra Bent Isager-Nielsen:

- Jeg tror, at sådan en sag giver anledning til, at politiet gennemtænker deres kommunikationsstrategi, for det er jo enorme konsekvenser, som det har fået for rigtigt mange mennesker.

- Men i sidste ende, har det givet syn for sagen om, hvad det er for en virkelighed vi har. For det viser jo ret tydeligt, at der er mennesker i det her land, der er alvorligt truet på livet.