Politi om landsdækkende menneskejagt: Vi har fat i det køretøj, som vi mener, er det rigtige

Alle kontroller i trafikken er ophævet fra klokken 20, skriver politiet.

Københavns Politi har fredag eftermiddag efterlyst en sort, svenskregistreret Volvo V90 med registreringsnummer ZBP 546, som tilhører udlejningsfirmaet First Rent A Car i Stockholm. I samme anledning efterlyste de bilens passagerer - formentligt tre personer - som sættes i forbindelse med "alvorlig kriminalitet", lød det i en pressemeddelelse.

På en kort pressebriefing fredag klokken 19, fortalte chefpolitiinspektør ved Københavns Politi Jørgen Bergen Skov, at de har fundet den bil, de formoder, er den efterlyste. Han vil dog ikke fortælle, om der er foretaget nogen anholdelser.

Den omtalte bil blev ifølge talsmand ved det sydsvenske politi Calle Persson, som Expressen har talt med, meldt stjålet i mandags, fordi den ikke var blevet leveret tilbage efter endt udlejningsperiode. Han henviser dog til det danske politi for yderligere oplysninger.

Det er denne type bil - bare i sort - som politiet efterlyste. På nummerpladsen står nummeret ZBP 546.
Det er denne type bil - bare i sort - som politiet efterlyste. På nummerpladsen står nummeret ZBP 546. Foto: Fabrice Coffrini / Scanpix Denmark

Tidligere fredag advarede politiet på det kraftigste imod, at man tager kontakt til de tre personer, hvis man ser dem, men at man i stedet straks kontakter politiet på 112 - alternativt på 114, hvis man ikke kan komme igennem på førstnævnte på grund af overbelastning. 

Det er uvist, om disse personer fortsat er efterlyst. 

Kort efter klokken 23 fredag fortæller vagtchef ved Københavns Politi til TV 2, at der ikke vil komme yderligere ud for nuværende. 

- Sagen er forankret i København, men mere kan jeg ikke sige, lyder det.

Københavns Politi efterlyser fredag eftermiddag en sort, svenskregistreret Volvo V90 med registreringsnummer ZBP 546, som er lejet hos First Rent A Car i Stockholm. Video: Sebastian Goos

Efterlysningen kom i forlængelse af en større politiaktion, der omkring klokken 14 blev sat i gang og siden har påvirket trafikken på og omkring Sjælland.

- Vi har haft behov for at spærre broer, tunneller, færger og togtrafik for at finde køretøjet. Vi er klar over, at det giver anledning til stort postyr, siger Jørgen Bergen Skov og fortsætter:

- Vi kan stadig ikke løfte sløret for, hvad det handler om, men vi understreger, at almindelige borgere ikke har grund til at være bekymrede.

Politiet er tilstede på motorvejen ved Nyborg efter sidste afkørsel inden Storebæltsbroen, fredag den 28. september 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Politiet er tilstede på motorvejen ved Nyborg efter sidste afkørsel inden Storebæltsbroen, fredag den 28. september 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Desuden beretter han, at der formentlig ikke vil komme yderligere informationer om politiets operation ud fredag. Han kan heller ikke udtale sig om de tre personers identiteter.

Forsvaret bidrager

Overfor Ritzau bekræfter vagtholdslederen fra Forsvarets Operationscenter, at Forsvaret tager del i den store politiaktion. Han henviser dog til politiet for yderligere oplysninger.

Den landsdækkende aktion overrasker tidligere operative chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen.

- Jeg har været i 41 år i dansk politi, og jeg har aldrig nogensinde tidligere oplevet, at man har taget sådanne tiltag i værk, siger han til Ritzau.

Broer lukket

I forbindelse med den landsdækkende menneskejagt blev Storebæltsbroen lukket helt ned, mens Øresundsbroen blev lukket i retning mod Sverige. Begge broer blev kort før klokken 16 åbnet for al trafik igen - dog med kilometerlange kødannelser og deraf længere rejsetid til bilister. 

Ligeledes resulterede politiets operation i ekstremt lange køer på Fyn i retning mod Lillebæltsbroen.

På broen stod kampklædte betjente ifølge Fredericia Dagblad og tjekkede passerende biler. Den samme type kontrol af forbipasserende fandt sted på Øresundsmotorvejen i retning mod Sverige og på Storebælt. Alle steder blev kontrollen dog indstillet kort før klokken 20, skriver politiet på Twitter.

Politiet har desuden haft afspærret E20 Øresundsmotorvejen i retning mod Sverige mellem frakørsel 17 og 18 på grund af efterforskning på stedet.

Trafikken på både Sjælland og Fyn har været mærket af dagens landsdækkende aktion. Video: Katja Mejborn Østergaard

Tilstede ved Roskilde

Langs motorvejen fra Taastrup og mod Roskilde spærrede patruljevogne tilkørselsramper, og politiet overvågede trafikken fra motorvejsbroer over Holbækmotorvejen. Det fortæller freelancefotograf Henrik R. Petersen, der befandt sig i området fredag eftermiddag, til Ritzau.

- Hundepatruljer er set i nødspor, og en helikopter flyver over Roskilde, sagde han.

En helikopter hænger i luften over Roskilde.
En helikopter hænger i luften over Roskilde. Foto: Henrik R. Petersen

Bevæbnet politi på Aarhus havn 

I Aarhus var adskillige politibetjente bevæbnet maskingeværer mødt op på havnen. Overfor Stiften bekræfter vagtchefen ved Østjyllands Politi, at opbuddet, der stod ved Molslinjens færgeleje havde relation til politiaktionen på Sjælland.

TV 2 kunne tidligere torsdag eftermiddag berette, at Molslinjen ikke havde fået påbud mod at sejle fra Sjælland. 

Dele af færgedriften og togdriften indstillet

Politiaktionen berører også både færge- og togdrift.

TrafikNyt skrev på Twitter, at færgedriften til og fra Tyskland var indstillet, og det samme var gældende for udsejlinger mellem Helsingør og Helsingborg, men alle færger sejler nu igen, lyder det fra Scandlines.

Lukningerne betød også, at der i tidsrummet hverken kørte toge til eller fra Sjælland, skriver DSB på Twitter. Togdriften er dog genoptaget, men ifølge Tony Bispeskov, informationschef i DSB, skal rejsende forvente forsinkelser de næste tre til fire timer, indtil driften atter er normal.