Læger dømt for medvirken til selvmord

Onsdag faldt der dom i sagen mod de to læger, der var tiltalt for medvirken til selvmord. Begge er idømt betinget fængsel.

De to læger Svend Lings og Frits Schjøtt er begge fundet skyldige i medvirken til selvmord.

Det skriver Retten i Svendborg onsdag.

Den 77-årige pensionerede læge Svend Lings er dømt skyldig i to ud af de tre forhold, han var tiltalt for, og er idømt 40 dages fængsel, selvom anklageren krævede op til et år. Han har selv erklæret sig uskyldig.

Tidligere psykiater Frits Schjøtt er fundet skyldig i det ene forhold, han var tiltalt for, og er idømt 14 dages fængsel i stedet for de fire måneder, anklageren havde krævet. Han erklærede sig selv skyldig.

Begge domme er gjort betinget med en prøvetid på et år på grund af lægernes alder og personlige forhold.

- Anklageren havde jo for det første krævet betydeligt mere, og vi kan jo se, at lovrammen er ret vid. Så takket være en fornuftig ret og en god advokat er vi havnet i den mild ende. Og det er jeg da evigt taknemmelig for, sagde Frits Schjøtt til TV 2 umiddelbart efter dommen.

Ifølge den tidligere psykiater kommer dommen ikke til at have de store konsekvenser for ham:

- Ikke andet, end at min kone kan sove om natten nu, for hun har taget det lidt hårdt.

Frits Schjøtt er fundet skyldig i det ene forhold, han var tiltalt for, og er idømt 14 dages fængsel. Han erklærede sig selv skyldig.

Vil overveje appel

Onsdag morgen, seks timer før dommen faldt, sagde Svend Lings, at han ville overveje at en appel, hvis der skulle falde en dom:

- Jeg synes ikke, det er rimeligt, sagde han.

Han vil nu sammen med sin advokat se på, om han ønsker at anke dommen, oplyste hans forsvarer, Hanne Rahbæk, til Ritzau efter domfældelsen.

- Min klient er glad og tilfreds med at være blevet frifundet i det ene forhold.

- På plussiden kan man sige, at retten har udmålt kortere tid, end anklageren havde påstået, siger hun. 

Men det, som hun nu vil undersøge, er begrebet om medvirken, som retten har lagt til grund. Hun mener, man muligvis kunne bruge et andet begreb.

Dansk retshistorie

Anklagerne mod de to læger er de første af slagsen i dansk retshistorie.

Ifølge forsvarsadvokat og partner i Stagetorn Advokater Henrik Stagetorn skal man langt tilbage for at finde en lignende retssag:

- Man skal tilbage til 90’erne for at finde en lignende sag. Det var nogle familiemedlemmer, der blev tiltalt. Og man skal endnu længere tilbage for at finde sager, hvor det er læger, altså professionelle, der har hjulpet med selvmord, sagde Henrik Stagetorn tirsdag aften til TV 2.

Tiltalt for tre sager

Svend Lings var anklaget for at have instrueret i selvmord i tre konkrete sager. I en af dem var Frits Schjøtt også tiltalt.

Svend Lings har gentagne gange og på grov vis handlet imod de etiske principper

Lægeetisk Nævns vurdering

De var begge tiltalt for at have hjulpet en mand med forsøg på selvmord. Frits Schjøtt udskrev sovemiddel til Svend Lings, som han gav videre til manden.

Selvmordet mislykkedes.

Retten fandt det her bevist, at de begge havde medvirket til selvmordforsøget, og begge blev fundet skyldige.

Den anden sag, som kun Svend Lings var tiltalt i, skabte stor debat, efter TV 2 sendte dokumentaren ’Jørgen vil dø’.

Her fulgte man den kendte brilledesigner Jørgen Vesterbys sidste tid. Han ønskede at tage sit liv, efter han var blevet svært handicappet på grund af en blodprop.

Jørgen Vesterby begik selvmord i maj 2017, og dokumentaren indgik som en del af anklagerens bevisførelse og blev derfor vist på storskærm i retssalen.

Retten frifandt Svend Lings i forholdet, da det ikke blev fundet bevist, at han havde formidlet medicin til Jørgen Vesterby. Der blev lagt vægt på, at Svend Lings på tidspunktet ikke kunne udskrive medicin.

Selvmordsvejledning var lovlig

Den sidste sag blev Svend Lings tiltalt for i august i år, da en kvinde tog sit eget liv efter en mailkorrespondance med den pensionerede læge.

Det var ifølge Retten et bevis på, at Svend Lings rådgav kvinden og i den forbindelse bekræftede hendes valg af medicin og selvmordsmetoden. Derfor blev han fundet skyldig i forholdet.

Men ifølge Svend Lings gengav han i korrespondancen blot de ord, som stod i en selvmordsmanual, han havde lagt på internettet.

Vi har jo brugt medierne for netop at skabe den debat. Og det var der, vi ville hen

Svend Lings

Tiltale gav derfor ikke meget mening for den forhenværende læge. For det var ikke ulovligt at lægge vejledningen på internettet. Det har Justitsministeriet fastslået.

- Den kan ikke kræves afskaffet. De patienter, jeg har haft med at gøre, har jeg sådan set kun hjulpet ud fra den selvmordsvejledning. Jeg har sagt mundtligt til dem, hvad der står, og skrevet det til dem. Jeg har rådgivet dem på grundlag af den lovlige selvmordsvejledning. Så jeg har svært ved at forstå, at det skulle være ulovligt, sagde Svend Lings til TV 2 i timerne før domsafsigelsen.

Men selvom Justitsministeriet har erklæret den lovlig, er den et brud med de etiske principper, mener Lægeetisk Nævn, der er nedsat af Lægeforeningen, men hvis afgørelser er uafhængige af foreningen.

Sådan fremgik det i en vurdering fra nævnet tirsdag:

- Lægeetisk Nævn finder i enighed, at Svend Lings gentagne gange og på grov vis har handlet imod de etiske principper, som alle Lægeforeningens medlemmer er forpligtet på at handle efter, står der.

Prisen værd

Svend Lings har det seneste halvandet år været meget i medierne, hvor han har udtalt, at han har hjulpet omkring 10 syge mennesker med at dø.

Aktiv dødshjælp bør nemlig lovliggøres i Danmark, mener han.

Svend Lings har længe været en del af debatten for aktiv dødshjælp. Skulle han få en dom for medvirken til selvmord i retten mandag, har det været prisen værd. Video: Mads Buur Simonsen

At det i dag har kostet ham en dom, er ifølge ham selv prisen værd:

- Absolut. Det er det da. Det er jo en kamp, der har stået på i årtier. Og den er ikke slut endnu. Tværtimod.