Dommer fængsler unge for at videreføre bande

16x9
(ARKIV) Loyal To Familia-medlem foran Københavns Byret 27. september 2017. Foto: Scanpix Danmark Stf / Scanpix Denmark

Politiet hævder, at unge i Nivå samlede sig for at fortsætte Loyal To Familias aktiviteter.

Tre unge mænd er fredag blevet varetægtsfængslet, fordi de mistænkes for at ville videreføre banden Loyal To Familia, som er blevet forbudt.

Det er en dommer i Helsingør, som har truffet beslutningen i et grundlovsforhør. De skal være frihedsberøvet til den 5. oktober. To af dem har kæret afgørelsen til landsretten, oplyser anklagemyndigheden i Nordsjællands Politi.

De tre og en fjerde blev anholdt af politifolk torsdag aften i Nivå Centret. De sigtes for at ville fortsætte Loyal To Familias aktiviteter.

Benyttede kendetegn for LTF

De unge, der er fra 20 til 23 år, samledes sig i baggården til spillestedet Chancen i centret, hvor der i perioder også har været LTF-graffiti på væggene, skriver sn.dk.

Politiet beskylder de unge for at have benyttet kendetegn for LTF, som blev forbudt 4. september. Det var kasketter med mærket F, skriver sn.dk.

Det er strafbart at forsøge at videreføre en forening, som myndighederne har forbudt.