Byret udsætter igen straffesag mod politiledere i Tibetsagen

16x9
Demonstration mod Kinas menneskerettighedsovertrædelser over for Tibet, Free Tibet, på Højbro Plads i København fredag d. 15. juni 2012. Foto: Dennis Lehmann / Scanpix Denmark

Forsvarer for tiltalt politikommissær forventer, at straffesag må ligge stille i godt et år.

Straffesagen mod to politifolk fra Tibetsagen er fredag blevet udsat for anden gang. En dommer i Københavns Byret vil endnu ikke beramme retsmøder i sagen, oplyser en af forsvarerne.

Forklaringen er, at hun vil vente på, hvad Tibetkommissionen kommer frem til. Kommissionen blev i sommer højst usædvanligt genstartet.

De to politiledere er anklaget for at have løjet for en dommer i et retsmøde tilbage i august 2013.

Retsmødet handlede om politiets indsats ved statsbesøget af Kinas præsident året forinden. Ifølge anklagemyndigheden kom de med en falsk forklaring. Begge nægter sig skyldige.

For tidligt at sætte konkret dato

Statsadvokaten i København har ønsket at få fastsat datoer til sagen, men ligesom i juni er ønsket fredag blevet afvist, oplyser forsvareren for den ene af de anklagede.

- Dommeren vil ikke beramme sagen og vil sende den tilbage til statsadvokaten, siger advokat Martin Cumberland.

Det er for tidligt at spå om, hvornår straffesagen kan blive afviklet, lyder det.

- Vi kan nok ikke komme i gang før om et års tid, siger Martin Cumberland.

To politifolk anmeldt for falsk forklaring

De to politifolk - vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og politikommissær Henrik Oryé - blev anmeldt for falsk forklaring i efteråret 2015. Tiltalen blev først rejst i maj i år efter en meget omfattende efterforskning.

Tibetkommissionen afleverede sin første beretning i december sidste år. Konklusionen var, at politiet helt bevidst hindrede borgere, der har en kritisk holdning til Kinas politik, i at demonstrere og ytre sig.

Betjente skjulte demonstranter og hev Tibet-flag ud af hænderne på flere personer i forbindelse med besøget af Kinas præsident. Forinden havde PET sagt til politiet, at Hu Jintao ikke ønskede at se tibetanske flag.

Nyt materiale genopliver kommision

I foråret opstod der ny blæst om sagen, og kommissionen er derfor blevet genoplivet.

Det skyldes blandt andet, at Rigspolitiet i forsommeren pludseligt fandt materiale, som kunne have været relevant. Desuden skal kommissionen også se tilbage i tiden og afdække politiets opførsel ved tidligere kinesiske besøg.

Selve de indgreb, som kommissionen fandt klart ulovlige, munder ikke ud i straffesager. Det skyldes forældelse.