59-årig stukket i halsen

16x9
Arkivfoto. Foto: Peter Clausen / Scanpix Danmark

Et slagsmål i en lejlighed i Frederikshavn endte torsdag aften med, at en mand blev stukket to gange i halsen.

En 29-årig mand er ved Retten i Hjørring blevet varetægtsfængslet i fire uger for kvalificeret vold i forbindelse med et slagsmål i Frederikshavn.

Det oplyser senioranklager Torben Kruffmann Sørensen, efter at grundlovsforhøret er afsluttet.

Torsdag aften blev en 59-årig mand indlagt på Aalborg Universitetshospital med et snitsår i halsen efter slagsmålet, der foregik i en lejlighed på Vibevej. 

Ikke i livsfare

Han har ikke på noget tidspunkt været i livsfare, lød meldingen fra politiet torsdag. Han blev indlagt og opereret på hospitalet.

Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 21. Husspektaklet opstod mellem de to mænd og en kvinde.

Kvinden, der bor i lejligheden, er mor til den 29-årige, fortæller Torben Kruffmann Sørensen. 

Manden, der blev ramt på halsen, er en ven af familien, der kommer i huset. Han har tidligere haft et kærlighedsforhold til moren. 

Erkender slag

Ifølge senioranklageren siger den 29-årige, at den ældre mand har generet ham, hvorefter det udviklede sig. 

- Han erkender, at han har slået i selvforsvar med et glas, der går i stykker og rammer ved halsen, siger Torben Kruffmann Sørensen.

Den sigtede afviser, at det skal være en kniv, han har brugt. Politiet skal nu foretage flere afhøringer i sagen og undersøge mobiltelefoner for spor.