Sag om børneporno: Højesterettens dom kan få afgørende betydning for mere end 1.000 unge

16x9
Sagen, som hører under det såkaldte Umbrella-kompleks, drejer sig om deling af en sexvideo med 15-årige unge. Arkivfoto. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

En 20-årig mand har undtagelsesvist fået lov til at anke sin sag til højesteret.

Landets dommere i Højesteret skal tage stilling til, om en dom på 40 dages betinget fængsel for deling af en sexvideo med 15-årige skal stå ved magt.

Procesbevillingsnævnet har vurderet, at den 20-årige mand, som er blevet dømt under børneporno-paragraffen, men frifundet for blufærdighedskrænkelse, har fat i et så principielt område af lovgivningen, at man undtagelsesvist vil tillade ham at anke til Højesteret.

Normalt er en sag endeligt afgjort, når den har været gennem både by- og landsret.

Sætter andre straffesager i bero

Sagen er en del af et enormt kompleks, hvor flere end 1.000 personer siden januar i år enten er blevet sigtet for at have delt en sexvideo med en 15-årig pige og flere 15-årige drenge.

Det at sagen skal tages op i Højesteret betyder, at en række andre straffesager i det såkaldte Umbrella-kompleks sættes i bero, lyder det fra Anklagemyndighedens kommunikationsmedarbejder på Twitter.

Ifølge TV 2s retsreporter Astrid Søndberg kan den kommende højesteretsdom få afgørende betydning for de andre Umbrella-sager.

- Det hele er rejst efter en paragraf, der handler om deling af børneporno. Her skal man behandle sager, hvor børn deler krænkende materialer af børn. Man skal derfor nu undersøge, hvordan man kan vurdere de her ting. Er det i virkeligheden den her paragraf, de her sager skal føres efter? Vi ved det simpelthen ikke, siger hun.

To forskellige film

Sagen stammer fra 2015, hvor de første delinger skete via Facebooks chatplatform Messenger. I 2017 opdagede Facebook, at der lå pornografisk materiale på deres tjeneste og kontaktede de amerikanske myndigheder. 

- Det er med FBIs mellemkomst, at hele denne her sag er rullet op, og det er på baggrund af det materiale at det danske politi har efterforsket i denne her sag, fortæller Astrid Søndberg. 

Der tale om to forskellige film, som stammer fra den samme hændelse, men er klippet forskelligt op. 

I de sager i komplekset, hvor de tiltalte er blevet dømt for børnepornografi, har retten lagt vægt på, at man kan man se pigens ansigt, og at det tydeligt fremgår, at hun er mindreårig.

Når nogle af de tiltalte er blevet frifundet for børnepornografi, skyldes det, at de har delt eller været i besiddelse af en kortere version af videoen, hvor pigens ansigt ikke fremgår tydeligt. Der har man i stedet vurderet, at kende de tiltalte skyldige i blufærdighedskrænkelse. 

- Man kan ikke blive dømt for børnepornografi, hvis man ikke kan se, at de er mindreårige på filmene, siger Astrid Søndberg.