Bilbrande flere steder i landet i nat

Politiet har fået anmeldelser om bilbrande på Nørrebro, i Nordvest og Hellerup natten til søndag. Også i Aarhus har der været bilbrand.

På knap en time er fem bilbrande brudt ud i København natten til søndag omkring Nørrebro, Nordvest og Hellerup.

Det oplyser Henrik Svejstrup, der er vagtchef ved Københavns Politi.

Politiet modtog den første anmeldelse klokken 23.30, hvor en bilbrand blev opdaget i Udbygade på Nørrebro. Kort efter blev en bilbrand anmeldt i Sjællandsgade kort derfra.

Derefter fik politiet en anmeldelse om en bilbrand i Nordvest på Peter Rørdamsvej ved Grundtvigskirken.

Og derefter brød to biler i brand i Hellerup på Emdrupvej og Lundedalsvej.

Skete inden for en time

Politiet modtog den sidste anmeldelse klokken 00.26.

- Så det hele er sket inden for en time, konstaterer Henrik Svejstrup.

- Lige nu prøver vi at få styr på situationen. Det ser ud som om, at når vi er det ene sted, så starter det et andet sted, siger han.

Politiet kan endnu ikke oplyse, hvor voldsomme skader bilerne er blevet pådraget.

- Vi har endnu ikke overblik over, hvor meget skade der er sket på bilerne. Nogle er brændt lidt, mens andre er helt udbrændt, siger vagtchefen.

- Det kommer an på, hvor hurtigt brandvæsenet er på stedet.

Flere bilbrande den seneste tid

De fem bilbrande kommer efter en periode, hvor politiet har kæmpet med flere lignende episoder.

- Det er en mærkelig form for kriminalitet. Der er ikke nogen, der vinder noget ved det, siger Henrik Svejstrup.

Det er ikke kun på Sjælland, at der har været bilbrande natten til søndag. En 22-årig mand kontaktede tidligt søndag morgen omkring klokken fire politiet og anmeldte en brand på Gudrunsvej i Brabrand i Aarhus. 

Bilen udbrændte og to biler tæt på blev beskadiget, oplyser Østjyllands Politi.

I løbet af to dage den 3. og 4. august blev mindst fem biler sat i brand på Nørrebro i København, skriver Jyllands-Posten i en oversigt over bilbrande over sommeren.

Og igen den 21. og 22. august blev otte biler sat i brand, ligesom endnu en bil blev forsøgt sat i brand.