Flere kendte misbruges i svindel på nettet

Danske tv-værter står helt uforvarende som afsendere på en falsk annonce for rynkeproduktet Tryvix.

Fire kendte danske kvinder fremstår netop nu på en falsk artikel, hvor de 'reklamerer' for en rynkecreme.

Der er blandt andet tale om Sisse Fisker, Ibi Makienok, Natasja Crone og Cecilie Frøkjær, som alle er kendt fra tv, de to sidstnævnte fra TV 2.

Artiklen er fabrikeret som om, at den kommer fra Ekstra Bladet, og ifølge artiklen produceres rynkeproduktet Tryvix af Ibi Makienok.

- Det er første gang, jeg oplever det. Det er utroligt groft og kriminelt. Det er en ubehagelig følelse, at ens navn og ansigt bliver brugt til noget, som jeg ikke har noget med at gøre, siger Ibi Makienok til TV 2.

Ufarligt for kriminelle bagmænd

Den tidligere tv-vært Sisse Fisker, som i dag er direktør i SMIL-fonden, optræder også i den falske reklame, hvor hun 'anbefaler' rynkecremen. I øvrigt med et portræt af hende, som er 10 år gammelt. 

- Det er skræmmende at se sit ansigt udnyttet på den måde. Jeg har aldrig reklameret for noget og holder meget hårdt fast i, at det vil jeg aldrig gøre, så det er da irriterende, at flere af mine venner lige har sendt mig den der reklame, siger Sisse Fisker. 

Ifølge en dansk ekspert i IT-sikkerhed, Jan Kaastrup, er tendensen, hvor kendte bliver misbrugt på nettet og brugt til at lokke folk til at købe produkter gennem falske annoncer, eksploderet i de senere år. 

- Det er langt mere ufarligt for de kriminelle, fordi politiet ikke rigtig har ressourcer til at efterforske det. Derudover er det nemt at gemme sig bag anonyme tjenester, så man ikke kan finde frem til bagmændene. Mange af sagerne er i småtingsafdelingen, men når man summer det op, så er der bagmænd, der sidder og tjener rigtig mange penge på det, siger Jan Kaastrup.

Ibi Makienok er blandt de kendte danskere, hvis navn misbruges til svindel på nettet.
Ibi Makienok er blandt de kendte danskere, hvis navn misbruges til svindel på nettet. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Minister misbrugt på nettet

Fredag kunne TV 2 fortælle, at også Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors, og undervisnings- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) har været ude for, at deres identitet er blevet misbrugt til svindel på nettet. 

Ahlers har tidligere været serieiværksætter og ekspert i DR-programmet 'Løvens Hule', og det er i den forbindelse, at han har set sit navn blive anvendt i et svindelnummer, hvor folk får at vide, at de kan blive millionærer på bitcoins på ingen tid. 

- Det er det vildeste scam. Næsten uanset hvor mange gange jeg ser det, bliver jeg virkelig, virkelig frustreret.

- Det er misbrug af min troværdighed. Grunden til at de gør det, er jo, fordi jeg og de andre i 'Løvens Hule' har en troværdighed. Og den misbruger de på det groveste, sagde Tommy Ahlers fredag.

I forbrugerrådet Tænk oplever man også et stigende antal svindelnumre, hvor kendte danskeres navn og ansigt bliver misbrugt. 

- Det er en ny type svindel, som fremstår virkelig troværdig. Der er billeder af kendte, og sproget er på dansk uden stavefejl. Det fremstår rigtigt, men det er det ikke, siger Anette Høyrup, som er seniorjurist i Tænk.

- Uforskammet svindel

Anette Høyrup fortæller, at der er tale om forbrydere, der agerer på internationalt plan og bruger nettet som skueplads for den økonomiske svindel. 

Samme toner lyder fra Forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen. 

- Vi arbejder på at styrke indsatsen mod det her, men det kompliceres af, at de mange svindelhjemmesider hører hjemme uden for EU. Det er meget kompliceret, hvis det ikke er danske hjemmesider, og vi har ikke nogle veje til at lukke disse hjemmesider. Der burde vi måske have en nemmere adgang, siger Christina Toftegaard Nielsen. 

Ibi Makienok fortæller til TV 2, at hendes navn også er blevet misbrugt til at 'reklamere' for et vegansk fairtrade-produkt, mens Cecilie Frøkjær oplyser, at det er fjerde gang, at hun udsættes for denne type "uforskammet svindel". 

Tidligere tv-vært Sisse Fisker undrer sig også over, at de kriminelle kan slippe afsted med at lave falske annoncer som den for rynkecremen Tryvix. 

- Det er super frækt, hvis nogen får indbakken eller kontoen lænset for at klikke på et link, hvor jeg sidder på et billede, siger hun.