Tidligere PET-chef kritiserer politiet efter fangeflugt

Den 46-årige syrer, der flygtede fra Vestre Fængsel, sættes i forbindelse med en pakistansk mand, som er mistænkt for at stå bag flere terrorangreb.

Frank Jensen, tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), er ikke imponeret over Københavns Politis håndtering af en fangeflugt i sidste uge. 

Onsdag aften i sidste uge lukkede politiet Københavns Hovedbanegård ned, fjernede tusindvis af mennesker og stoppede togdriften i forsøget på at finde en 46-årige syrer, der var flygtet fra Vestre Fængsel.

Det lykkedes ikke at pågribe fangen, og Københavns Politi udtalte, at han ikke var vurderet som værende farlig. Han blev ikke efterlyst med billede, "da politiet ikke længere ledte offensivt efter ham". 

- Det er en forkert måde at se det på - at fordi man ikke er den, der udfører det, så er man ikke så farlig. Det svarer til at sige, at Osama bin Laden ikke var farlig, fordi han ikke selv stod i første række ved terrorangreb, siger Frank Jensen til TV 2.

Den 46-årige flugtfange stod til at blive udleveret til retsforfølgelse i Italien, da han flygtede. Italiensk politi mistænker ham for at have ledet og organiseret en ulovlig bankvirksomhed, hvidvask af penge fra menneskesmugling og finansiering af en terrorvirksomhed.

Frank Jensen anerkender, at Københavns Politi muligvis ikke har kendt til sagens fulde omfang i første omgang, men han savner en forklaring på forløbet. 

- Man havde startet en proces, som har efterladt mange mennesker med stor undren. Folk blev fjernet fra Hovedbanegården under meget dramatiske omstændigheder. Det kan godt være, der er en god forklaring på, hvorfor man ændrer trusselsbilledet på denne flugtfange, men den er ikke kommet - og det synes jeg, man skylder, siger den tidligere PET-chef. 

Ministeren strammer op på kontrollen

Ifølge Kriminalforsorgen lykkedes det den 46-årige syriske mand at flygte, fordi han byttede tøj og identitet med en besøgende i fængslets besøgsafdeling. Også det mener Frank Jensen, at der mangler en forklaring på. 

- Med en terrormistænkt, der skal udleveres til Italien, bør der være et andet sikkerhedsniveau end med en indbrudstyv, der får besøg af sin familie. Der er sket nogle svigt både i den måde, systemet er bygget op på og i den måde, personalet har arbejdet på i Vestre Fængsel.

Kim Østerbye, formand i Fængselsforbundet, har forklaret, at der formentlig var et vagtskifte blandt betjentene i løbet af besøgstiden, og at fangen kan have udnyttet det.

Samtidig har han påpeget, at forbundet tidligere har foreslået, at også varetægtsfængslede får et legitimationskort, som fængselsbetjentene kan identificere dem med.

Det forslag har justitsminister Søren Pape Poulsen (K) nu taget op. Han vil stramme op på kontrollen i de danske fængsler ved at give Kriminalforsorgen mulighed for at fotografere og tage fingeraftryk af varetægtsfængslede.

- Vi kan jo ikke have sådan en grotesk situation, som vi lige har oplevet. Vi skal vide, hvem der sidder der, og derfor har vi brug for billeder og fingeraftryk – også af varetægtsarrestanter, sagde Søren Pape Poulsen søndag til TV 2.