Lokaltog påkører stor sten, som var lagt på banelegemet

Nordsjællands Politi leder nu efter vidner i sagen.

Et lokaltog fra Frederiksværkbanen påkørte fredag eftermiddag omkring klokken 12.30 en stor sten, som lå på banelegemet.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Påkørslen skete vest for hovedvejen i Gørløse, hvor toget var på vej i vestlig retning.

- Det er endnu ikke klarlagt, hvordan stenen er endt på banelegemet. Det efterforskes nu af Nordsjællands Politi, lyder det i pressemeddelelsen.

Ingen personer er kommet til skade ved påkørslen, men toget lækkede efterfølgende op mod 600 liter diesel efter skaderne, som stenen påførte toget.

Politiet beder nu befolkningen om hjælp:

- Nordsjællands Politi vil gerne tale med vidner, som har set noget i eller omkring området godt 200 meter vest for hovedvejen i Gørløse mellem klokken 11.45 og 12.45, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Vidner kan kontakte politiet på telefon 114.