Mand savnet siden februar - gennemsøgning af sø afsluttes uden resultat

16x9
43-årige Sabedin har været savnet siden februar Foto: Københavns Vestegns Politi

En 43-årig mand fra Ballerup har været savnet siden den 4. februar.

Københavns Vestegns Politi har tirsdag gennemsøgt Vintappersøen i Lyngby i sagen om forsvundne Sabedin Veseli fra Ballerup.

Men tirsdag eftermiddag indstilles eftersøgningen ifølge Ritzau uden fund af manden.

Eftersøgningen skete i samarbejde med Forsvarets dykkere, Rigspolitiets kriminalteknikere samt hundeførere og politihunde fra Sverige, som er særligt trænet i at søge efter liglugt i vand.

Den 43-årige mand fra Ballerup har været savnet siden den 4. februar, hvor han gik fra sit hjem, og familien meldte ham savnet en uge senere.

Forleden kom der et gennembrud i sagen, da Københavns Vestegns Politi fandt Sabedin Veselis bil parkeret i Lyngby på Vintappervej.

Manden, som er af makedonsk oprindelse, kørte i en hvid Chevrolet Spark, som kort efter hans forsvinden blev fjernet fra en parkeringsplads i Ballerup.

Kan ikke afvise, at der er sket noget kriminelt

- Vi kan ikke afvise, at der er sket noget kriminelt i forbindelse med mandens forsvinden. Vi fandt som bekendt hans bil nær Vintappersøen i sidste uge, og derfor har vi nu valgt at søge efter ham i søen, lød det tirsdag fra politikommissær Ole Nielsen i en pressemeddelelse.

Men senere samme dag lyder det nu således fra politikommissæren:

- Vi har været søen igennem og har afsluttet eftersøgningen. Vi fandt ikke noget af interesse for efterforskningen.

Her i Lyngby holder bilen parkeret
Her i Lyngby holder bilen parkeret Foto: Københavns Vestegns Politi

Politiet efterlyser fortsat vidner, som har lagt mærke til bilen og ved, hvornår den er blevet efterladt på vejen.

Da Sabedin Veseli blev efterlyst af politiet den 14. februar, lød signalementet således: 43 år, dansk statsborger, af makedonsk oprindelse og cirka 170 centimeter høj. Han er spinkel af bygning og har hvid hud, mørkt hår, brune øjne.