Cyklist død efter påkørsel af flugtbilist - ung mand anholdt og løsladt

16x9
Arkivbillede Foto: Annelene Petersen / Scanpix Denmark

Politiet opfordrer vidner til at tage kontakt på telefon 114, hvis man har yderligere oplysninger i sagen.

En 87-årig cyklist blev påkørt af en bilist torsdag aften omkring klokken 18 på Aalborgvej ved Fristrupvej i Aabybro.

Cyklisten, der var fra lokalområdet, døde på stedet.

Bilisten flygtede efterfølgende fra stedet. Fredag klokken 11.33 anholdt Nordjyllands Politi en 24-årig mand, som man mistænker for at være flugtbilisten. Fredag aften er den 24-årige mand dog løsladt igen.

- Vi vurderede, at der ikke var grundlag for at få ham varetægtsfængslet, siger vice-politiinspektør Anders Uhrskov. Den 24-årige er dog stadig sigtet for uagtsomt manddrab og for at flygte fra ulykkesstedet, lyder det i en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi.

Vidne henvendte sig

Et vidne, der befandt sig på Knøsgaardsvej i Aabybro i tidsrummet omkring sammenstødet, henvendte sig til politiet kort efter ulykken. Vidnet bemærkede en bil køre med høj fart cirka en kilometer fra stedet. 

Bilen beskrives som en mørkegrå Citroen C4 Picasso. Bilen havde hul i højre side af forruden og stjernet glas. Nummerpladerne på bilen var gule - eventuelt papegøjeplader.

- Anholdelsen førte til, at også det eftersøgte køretøj blev fundet, og det skal naturligvis nu underkastes nærmere undersøgelser, men derudover kan politiet ikke – af hensyn til den videre efterforskning – gå nærmere ind i omstændighederne omkring ulykken, lyder det i en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi.

Politiet opfordrer vidner til at tage kontakt på telefon 114, hvis man har yderligere oplysninger i sagen.

Den afdøde mands pårørende er blevet underrettet.