Kinesisk kvinde i livsfare efter sammenstød med motorcykel

16x9
Der er sket en alvorlig ulykke i det centrale København. Foto: Localeyes

Politiet er fredag stadig ved at undersøge, hvad der var årsag til ulykken.

En 62-årig kvindelig turist fra Kina er i livsfare, efter at hun onsdag aften blev ramt af en motorcykel på H.C. Andersens Boulevard i København.

Politiet fik alarmen om ulykken i krydset ved Vesterbrogade kort før klokken 19. 

- Den kinesiske kvinde, der blev ramt af motorcyklen, er fortsat i kritisk tilstand, oplyser Riad Tolba, der er vicepolitiinspektør ved Københavns Politi til TV 2 fredag morgen.

Manden, der kørte motorcyklen, er sluppet fra ulykken med knubs.

Københavns Politi ønsker hverken at oplyse mandens alder eller nationalitet.

Flere forskellige forklaringer

Ulykken skete i en fodgængerovergang, men torsdag kunne vagtchef Henrik Stormer ikke sige, hvordan den skete.

- Der er forskellige forklaringer, og dem er vi stadig ved at undersøge, siger vagtchefen.

Disse undersøgelser er Københavns Politi stadig i gang med fredag.

- Sagen bliver stadig efterforsket i forbindelse med at klarlægge hændelsesforløbe. Der er vidner til episoden, der stadig skal afhøres, siger Riad Tolba til TV 2.

I forbindelse med ulykken var H.C. Andersens Boulevard spærret mellem Stormgade og Vesterbrogade i retning væk fra Amager i knap et par timer.

Fredag formiddag er de pårørende til den kinesiske kvinde blevet underrettet.